Erhverv

Britisk milliardær vil sende "livsforlængende" firma på børsen

Juvenescence investerer i udviklingen af muligheder for en længere levetid.

Jim Mellon tror, hans firmas aktiviteter kan forlænge menneskets levetid med 8-10 år.

Den britiske milliardær Jim Mellon vil sende firmaet Juvenescence, der har fokus på at bremse alderdom, på børsen i løbet af det næste år.

Dette skriver CNBC.

Juvenescence er et firma, der investerer i livsforlængende initiativer, som skal bremse menneskers aldring på den ene eller anden måde. Visionen er altså at give mennesker en længere og bedre levetid, og til det har selskabet i de seneste år hentet et trecifret millionbeløb.

»Juvenescence er et biomedicinsk selskab, der har løftet 168 millioner dollars siden 2017 til at bygge en pipeline af terapeutiske aktiver målrettet ældelse, regenerering og sygdomme i forbindelse med alderdom,« fremgår det af firmaets hjemmeside.

Juvenescence har blandt andet investeret i californiske AgeX Therapeutic, der prøver at skabe en form for stamceller, der skal kunne gendanne aldrende væv i menneskekroppen, skriver CNBC.

Hvor Juvenescence skal børsnoteres er endnu uvist, men det forventes ifølge CNBC at ske i USA.

»Vi er blevet kontaktet af flere investeringsbanker, og vi har identificeret de banker, vi ønsker at arbejde med,« siger Jim Mellon til CNBC.

Ifølge CNBC siger Jim Mellon, at der er en god chance for, at folk på hans alder kommer til at leve 8-10 år længere som resultat af det arbejde, Juvenescence laver.

Jim Mellon stiftede Juvenescene i 2016 i selskab med Greg Bailey, Declan Doogan, Anthony Chow, og Alexander Pickett.

I dag er han bestyrelsesformand for foretagendet, der har Dr. Gregory Bailey som adm. direktør.

BRANCHENYT
Læs også