Medie: Konsulenthus løfter sløret for flere sager om sexchikane
Det danske konsulenthus Qvartz har nultolerance, men også flere sager om seksuelle krænkelser i bagagen.
Sexchikane har kostet tre personer jobbet i konsulenthuset Qvartz, mens 11 har fået advarsler for at udvise krænkende adfærd.
Det fortæller Hans Henrik Beck, der stiftede Qvartz i 2002, og var adm. direktør frem til virksomheden fusionerede med det internationale konsulenthus Bain i april 2020.
Han fastslår, at sagerne ligger ”nogle år tilbage”.
»I Qvartz har vi samlet set sagt farvel til tre mennesker på det her grundlag. Der var to, som prompte blev bedt om at forlade etablissementet, og én, som samlede to advarsler op og dermed blev bedt om at forlade etablissementet, for det er fuldstændig uacceptabelt,« siger Hans Henrik Beck til Berlingske.
Han er i dag managing partner i Bain, som han siger også har nultolerance over for seksuelle krænkelser, men om der har været sager i Danmark, ønsker virksomheden ikke at oplyse ifølge avisen.
Debatten om sexisme ruller for alvor i det danske erhvervsliv.
Og også i flere af de største advokatfirmaer og rådgivningskoncerner er det kommet frem, at man har fyret medarbejdere for sexchikane, mens andre har haft sager, der har ført til advarsler.
Finans kunne for nyligt berette, at Djøf Advokater på den baggrund overvejer at kortlægge problemet i branchen.


