2.000 elbiler tilbagekaldes af producent
Den svensk-kinesiske elbilproducent Polestar har valgt at tilbagekalde over 2.000 biler af sin nye model.
Flere bilejere af den nye model Polestar 2 skulle have oplevet, at deres bil mistede kraft og pludseligt standsede under kørsel. Derfor har producenten nu set sig nødsaget til at tilbagekalde 2.200 biler.
Det skriver Dagens Industri.
»Der har ikke været ulykker eller skader på grund af svigt i fremdriften. Bremser, styring og andre systemer fungerer som de skal,« siger Polestars kommunikationschef Brent Ellis til Dagens Industri.
Der er tale om præcist 2.189 biler, der er blevet solgt i Kina, Sverige, Norge, Belgien, Holland, Tyskland og Storbritannien. Derudover er der ca. 1.000 Polestar-biler, der vil blive indkaldt til reparation på grund af en fejl i forlygterne.
Polestar selv oplyser også, at ejere, der oplever at bilen pludseligt standser under kørsel, kan få den i gang på ny ved at slukke bilen og vente cirka 10 minutter, før man starter den igen.
Polestar er et kinesisk-svensk samarbejde og mærket ejes af Volvo Car Group. Hovedkvarteret ligger således i Sverige, mens produktionen finder sted i Kina. Polestar blev oprettet som et separat mærke under koncernen i 2017, hvor formålet har været at skabe en konkurrent til Tesla.
Herhjemme er det også blevet mere og mere populært at køre elbil. I september var der rekord i antal solgte elbiler, hvor 2.340 nye elbiler trillede ud fra forhandleren. Den hidtidige top lå på 1.554 nye elbiler i december 2015.



