Erhverv

Handelskrigens ofre klager: Søgsmål vælter ind over USA

Tusindvis af virksomheder - heriblandt nogle af USA's største - kræver erstatning af USA for de penge, de har tabt på handelskrigen og den straftold, der er pålagt varer fra Kina.

Donald Trumps handelskrig mod Kina har været dyr for mange amerikanske virksomheder. Nu vil mange af dem have penge tilbage. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

»Jeg er fuldstændigt blæst bagover af antallet af sager, der er rejst.«

Amerikanske advokathuse har fået rygende travlt med at anlægge sag mod den amerikanske stat på vegne af nogle af landets største virksomheder. Omfanget er i høj grad kommet bag på advokater som Nasim Fussell, advokat hos Holland & Knight, som udtaler sig til Financial Times.

Det er bl.a. Coca-Cola, Disney og Ford, der kræver at få nogle af de penge tilbage, som de har tabt på den straftold, som den amerikanske stat har pålagt kinesiske varer som led i den årelange handelskrig mellem de to lande.

Flere end 3.500 virksomheder har sagsøgt den amerikanske regering - formelt via International Trade Court i New York, skriver Financial Times.

De amerikanske virksomheder bliver ramt, fordi de skal betale told af de delkomponenter eller materiale eller produkter, de bruger i deres egen produktion eller services.

De fleste søgsmål retter sig kun mod nogle af den amerikanske regerings straftoldsatser.

Ifølge Financial Times vil det næppe kunne løbe op i noget, der vælter det amerikanske statsbudget. Men der vil skulle skrives nogle »pænt store checks«, siger Todd Tucker, som har forsket i sagen ved Roosevelt Institute, til den britiske finansavis.

Læs også