Erhverv

Udbrud i by med 38 minkfarme: Coronasmitten breder sig mod syd

Coronasmitten har nu ramt en minkfarm i det lokalområde, der har den største koncentration af mink i Danmark. Nu skal alle dyrene aflives. Minkavlere og dyrlæger advarer mod at aflive alle de dyr, der har antistoffer.

Coronasmitten har nu ramt en minkfarm ved landsbyen Gjøl. Området har den største koncentration af minkfarme i hele Danmark, og nu skal alle dyrene aflives.
Foto: Finn Frandsen

Coronasmitten spreder sig mod syd på danske minkfarme og har nu ramt det område, hvor der er den største koncentration af mink i hele Danmark.

Tidligere er det kun minkfarme i det nordligste Jylland – i Frederikshavn og Hjørring kommuner – der har været ramt af smitten, men nu er sygdommen også konstateret længere mod syd på farme i Brønderslev og Jammerbugt kommuner.

En af de ramte farme er i landsbyen Gjøl ved Limfjorden lidt vest for Aalborg. Gjøl har formentlig den største koncentration af minkfarme i Danmark. På en enkelt vej – Hovvej – i udkanten af byen er der registreret 13 minkfarme med næsten 120.000 dyr, og der er mange flere farme i lokalområdet.

»Det er meget alvorligt og bekymrende, at smitten nu har taget et stort spring sydpå og tilmed rammer Gjøl, hvor der er så mange minkfarme,« siger beredskabschef Nikolas Kühn Hove, Fødevarestyrelsen.

Det får dramatiske konsekvenser for hele vores lokalområde, hvis alle de farme skal tømmes for dyr.

Anders Westergaard, minkavler, Gjøl

Udbruddet i Gjøl får dramatiske konsekvenser, da regeringen har besluttet, at dyrene på de coronaramte farme skal aflives, og det samme skal alle mink inden for en radius af 7,8 kilometer fra smittede farme.

»Her i Gjøl har vi 38 minkfarme med omkring 400.000 dyr, som ligger inden for den radius, som myndighederne har udpeget. Det får dramatiske konsekvenser for hele vores lokalområde, hvis alle de farme skal tømmes for dyr,« siger minkavler Anders Westergaard, som selv har en farm med 11.500 mink i udkanten af Gjøl.

Der er endnu ikke konstateret coronasmitte på Anders Westergaards farm. Alligevel skal minkene aflives, fordi bedriften ligger få hundrede meter fra den farm, hvor smitten er konstateret.

»Fødevarestyrelsen kommer i dag og tager prøver af mine dyr. Vi ved absolut intet om, hvad der skal ske, og vi kan ikke få information om størrelsen af den økonomiske kompensation. Vi ved kun, hvad vi hører i medierne. Det er fuldstændig tåbeligt, at man vil aflive alle minkene, og jeg frygter, at der en skjult dagsorden om, at man vil afvikle erhvervet,« siger Anders Westergaard. Han er 37 år og har drevet minkfarm, siden han var 18.

Coronasmitte på minkfarme
  • De første coronaudbrud på danske minkfarme blev registreret i juni.
  • Midt i august begyndte antallet af smittede farme at stige hurtigt, og de seneste uger er spredningen accelereret.
  • Der er nu 48 smittede besætninger. Yderligere 25 besætninger er under mistanke og undersøges for sygdommen.
  • Regeringen har besluttet, at alle ramte besætninger skal aflives. Det samme skal dyrene på farme i en radius af otte kilometer fra de ramte farme.
  • Alle ramte farme er i Hjørring og Frederikshavn kommuner –på nær en enkelt på Læsø.
  • Mennesker har i første omgang bragt smitten ind på farmene, men der er også eksempler på, at mink har smittet mennesker.
  • Det er et mysterium, hvordan smitten har spredt sig mellem farmene.
  • Beslutningen om at aflive mink i en radius af otte kilometer fra de ramte farme indikerer, at myndighederne nu anser det for en mulighed, at spredningen kan være luftbåren.
  • Det skønnes, at 1 mio. dyr fordelt på 100 farme skal aflives.
  • Danske farmere producerer i år knap 12 mio. mink.

Alt i alt er der nu konstateret coronasmitte på 48 minkfarme i Nordjylland, og på de fleste farme har sygdommen raset ud i løbet af få uger med en forholdsvis lav dødelighed blandt minkene.

»De besætninger, der har haft corona, er jo guld værd, fordi minkene nu har dannet antistoffer. Det er en katastrofe, at man bare afliver dem. I stedet burde man bruge dem som avlsdyr til den kommende sæson. Hvis vi fylder burene med mink, der aldrig har haft corona, får vi bare nye udbrud næste år. Intet tyder på, at sygdommen er ved at forsvinde,« siger minkavler Anders Westergaard.

Dyrlægerne i Landbrugets Veterinære Konsultationstjeneste, LVK, er enige i dette synspunkt og har netop sendt et åbent brev til Fødevarestyrelsen, hvori de advarer om, at det kan ende som et kæmpe selvmål at aflive alle dyrene på de ramte farme.

Dyrlægerne anfører, at langt størstedelen af minkene på de ramte farme virker upåvirkede af smitten – »dødeligheden stiger, men ikke alarmerende, vi taler om promiller … Forløbet varer et-to uger, derefter er forholdene på farmen, som før smitten blev introduceret.«

Dyrlægerne konkluderer i brevet:

»Det betyder, at vi har farme, hvor vi har et stort antal dyr med antistoffer mod covid-19, som alt andet lige vil gøre dem meget modstandsdygtige over for nyinfektion. I forsøget på at få kontrol over smitten fra farmene bør man bruge de dyr, der allerede har dannet antistoffer mod covid-19, som avlsdyr i den kommende sæson. I modsat fald vil farmene atter blive fyldt med dyr, som er fuldt modtagelige for smitten.«

Beredskabschef Nikolas Kühn Hove, Fødevarestyrelsen, forklarer, at beslutningen om at slå minkene ned først og fremmest skyldes, at man vil reducere risikoen for at minkavlere eller personale på farmene bliver smittet med covid-19 fra de syge mink.

»Vi har ikke endelig taget stilling til, hvad der skal ske i forhold til at indsætte nye dyr. Først skal besætningerne slås ned, så skal farmene rengøres. Dernæst ser vi sammen med erhvervet og Statens Serum Institut på, hvordan vi får en ny population af ind på famene. Man kan godt vælge avlsdyr, der har antistoffer, men det sikrer ikke, at deres hvalpe også får antistoffer,« siger Nikolas Kühn Hove.

BRANCHENYT
Læs også