Han investerer overskuddet fra Bold.dk i Afrika: »Virkelig kedeligt bare at blive i Danmark«
Kresten Buch skabte fodboldmediet Bold.dk og tjener stadig godt på det. Og siden 2010 har han skudt fortjenesten ind i en lang række afrikanske startups, for mulighederne er utallige – selvom der også er masser af udfordringer i de afrikanske lande.
Da MobilePay blev lanceret i Danmark i foråret 2013, blev det modtaget med kyshånd og rost som stor innovation. Men på det tidspunkt havde de fleste afrikanske lande haft den slags mobilbetaling i årevis.
Og den fordel bed Kresten Buch mærke i, da han i 2010 besøgte Kenya, efter at have mødt to driftige kenyanere på et sommerkursus på Stanford-universitetet.



