Medie: Danske myndigheder tilbød udbyttesvindler »en rigtig fin fængselscelle«
De danske myndigheder har ifølge Bloomberg tilbudt den påståede skattesvindler Sanjay Shah et højest bemærkelsesværdigt forlig i udbytteskattesagen.
En fire dage lang retssag og »en rigtig fin fængselscelle« i fire år.
Det er, ifølge Sanjay Shah i et interview med det internationale medie Bloomberg, hvad den påståede svindler var blevet tilbudt for at afslutte udbyttesagen og indgå forlig med de danske myndigheder.
Til gengæld skulle Sanjay Shah angiveligt agere informant. Ifølge ham selv, skulle han have tilbudt de danske myndigheder at tilbagebetale 293 mio. dollars, eller godt 1,9 mia. kr. til den danske stat for at undgå en retssag.
»Svaret fra de danske myndigheder var var: ’Tilstå alle anklager, tilbagebetal alle de penge du har fået, og fortæl os hvordan handlerne blev lavet,« skriver Sanjay Shah i en e-mail til Bloomberg og fortsætter:
»”I bytte vil vi give dig en fire dages retssag i Danmark i stedet for fire måneder, og en rigtig fin fængselscelle til din fire år lange straf”. Det afviste jeg naturligvis«
Bloomberg har været i kontakt med SØIK, i daglig tale kaldet bagmandspolitiet, men de har ikke ville kommentere på Sanjay Shahs udtalelser til mediet.
Ifølge myndighedernes udlægning stod Sanjay Shah bag et netværk af personer og selskaber, der fik refunderet udbytteskat for milliarder hos Skattestyrelsen på baggrund af bl.a. forfalskede dokumenter. Sanjay Shah fastholder sin uskyld og siger, at han lovligt har udnyttet et hul i loven.
Det er hidtil blevet til en række civile søgsmål anlagt af Skattestyrelsen, da Sanjay Shah for nuværende befinder sig i Dubai, og derfor ikke kan udleveres til retsforfølgelse i Danmark. Det er endnu uvist, præcis hvor mange af de 12,7 mia. kr. der er vundet tilbage til statskassen igennem de civile søgsmål.
Internationalt har udbytteskattesagen fået navnet ’CumEx-Files’, da flere europæiske lande er involveret i efterforskningen, herunder også Tyskland. Undersøgelser af sagen har ifølge Bloomberg bevist, at flere hundrede banker, advokater og hedgefondforvaltere har været involveret i den påståede snyd med de mange milliarder.