Erhverv

Smitten breder sig: Midtjysk minkfarm ramt af corona

Coronasmitten har nu taget et kæmpe spring sydpå og ramt en stor minkfarm i Midtjylland. Myndighedernes forsøg på at inddæmme smitten i Nordjylland er dermed slået fejl.

En midtjysk minkfarm er smittet med coronavirus. Udbruddet er det første syd for Limfjorden.
Foto: Finn Frandsen

En midtjysk minkfarm med 17.000 dyr er netop konstateret smittet med coronavirus. Minkfarmen ligger nær Ikast, og smitten har dermed taget et kæmpe spring sydpå.

Det viser registringer i CHR dyresundhedsregistret.

Det er første gang, at en minkfarm syd for Limfjorden rammes af coronavirus, og myndighedernes forsøg på at inddæmme smitten i Nordjylland ser dermed ud til at slå fejl. Udbruddet i Midtjylland kan få dramatiske konsekvenser for pelsindustrien i Danmark.

Siden midten af august er 50 nordjyske minkfarme blevet ramt af coronavirus, og mange flere er under mistanke. Det er et mysterium, hvordan smitten spreder sig mellem farmene, men spredningen synes at accelerere. Det fik for en uge siden regeringen til at meddele, at mere end 1 mio. mink på 100 nordjyske farme skal aflives i et forsøg på at kvæle udbruddet og forhindre, at det spreder sig til resten af landet.

Allerede i går kunne Finans fortælle, at smitten havde spredt sig sydpå til minkfarme nær Limfjorden. Med det aktuelle spring 100 km. sydpå til Midtjylland er der dog sket en dramatisk forværring af situationen.

Myndighederne er i dag gået i gang med at effektuere en strategi, som ikke alene indebærer, at alle mink på coronaramte farme aflives. Minkene skal også aflives på farme, der ligger inden for en radius af otte kilometer fra udbrud. I landsbyen Gjøl lige vest for Aalborg medfører denne strategi, at 400.000 mink fordelt på 38 farme skal aflives.

Hvis smitten nu spreder sig til minkfarme i resten af landet, kan det udvikle sig til en katastrofe for pelsindustrien, som i forvejen befinder sig midt i en økonomisk krise.

»Der er masser af andre minkfarme i det område nord for Ikast, hvor der nu er et udbrud. Inden for en radius af otte kilometer fra den ramte farm er der nok omkring 200.000 mink. Det er forfærdeligt, hvis regeringen holder fast i en strategi om, at alle de dyr skal slås ned,« mener John Papsø, formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.

Han påpeger, at der flere andre steder i Danmark er områder med en stor koncentration af minkfarme. Med den nuværende aflivnings-strategi kan udbrud i disse områder medføre, at millioner af mink skal aflives.

»Det ville være bedre, hvis man nøjedes med hurtigt at aflive minkene på de ramte farme, og straks gik i gang med at teste intensivt på andre farme i lokalområdet. Den nuværende strategi, hvor man slår alle mink i lokalområdet ned, kommer til at koste formuer og får forfærdelige konsekvenser for en masse familier og hele erhvervet og følgeindustrien,« advarer John Papsø.

Danmark er verdens største producent af minkskind og for få år siden eksporterede branchen årligt skind for over 13 mia. kr. Siden har en global overproduktion imidlertid fået priserne til at styrtdykke, og de danske minkavlere har reduceret produktionen fra 18 til 12 mio. skind. Der er lagt op til endnu en stor reduktion af produktionen næste år, og lige nu er coronasmitten ved at trække tæppet helt væk under erhvervet.

Hvis smitten bider sig fast på minkfarme i Midt- og Vestjylland, kan det medføre, at millioner af mink skal aflives og destrueres, hvilket vil få hele følgeindustrien omkring erhvervet til at vakle. Under de seneste års økonomiske krise har minkbranchens underleverandører og auktionshuset Kopenhagen Fur allerede fyret hundreder af medarbejdere og skåret omkostningerne helt i bund.

»Det er en trist, men ikke overraskende nyhed, at coronasmitten nu også har ramt en minkfarm i Midtjylland. Når der er et forholdsvist højt antal smittede i befolkningen, vil der være en risiko for, at en smittet person bringer sygdommen ind på en minkfarm. Dyrene på den ramte farm bør aflives så hurtigt som muligt, så smitten ikke spreder sig, som det er sket i Nordjylland,« mener Tage Pedersen, formand for Kopenhagen Fur. Ved enkeltstående udbrud uden for Nordjylland ser Tage Pedersen ingen grund til at aflive alle mink i en radius af otte kilometer fra den ramte besætning.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen.

BRANCHENYT
Læs også