Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Aftale om genstart af dansk eksport er landet

Den nye aftale byder på 27 nye initiativer på baggrund af anbefalinger fra Forum for genstart af dansk eksport og otte genstartsteams. Samtidig er partierne nået til enighed om en styrkelse af turismen i Hovedstaden.

Corona rammer verden
Erhvervsminister Simon Kollerup og en række af Folketingets partier har indgået en aftale om genstarten af dansk eksport. Foto: Martin Sylvest

I juni blev partierne enige om at afsætte knap 500 mio. kr til en genstart af den danske eksport efter coronapandemiens tag i de internationale markeder. Aftalen blev lavet som led i udfasning af hjælpepakkerne til erhvervslivet og en genstart af dansk økonomi.

Nu er en ny aftale landet. Den kommer på baggrund af anbefalinger fra Forum for genstart af dansk eksport og otte genstartsteams, som afleverede anbefalingerne i september. Anbefalingerne dækker over, hvordan de knap 500 mio. kr. skal bruges, for at eksporten kommer tilbage.

Konkret lægger aftalen op til at styrke dansk eksport på fire forskellige områder.

Fem initiativer skal sikre, at adgangen til erhvervsrejser lettes. Disse initiativer omfatter blandt andet en styrket kommunikation om nye rejserestriktioner.

Samtidig skal der gennem ti initiativer skrues op for den internationale markedsføring, ligesom at e-handlen og den digitale omstilling styrkes.

Endelig skal otte nye initiativer sikre, at genstarten af den danske eksport også bliver grøn. Investeringer og risikovillig kapital støttes herved.

Aftalen er indgået i samarbejde mellem Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

»I Danmark er vores virksomheder ekstremt dygtige til at eksportere både produkter og services men også grønne idéer, og det skal vi sørge for at værne om, selvom corona-krisen kradser over hele verden. Der har været utrolig mange gode anbefalinger at tage fat på fra erhvervslivet, og det har ikke været nemt at prioritere,« siger erhvervsminister Simon Kollerup og fortsætter:

»Jeg synes, at vi med den her pakke lægger grundstenene for, at vi også på den anden side af corona-krisen har stærke eksporterhverv, der beskæftiger tusindevis af danskere, her i landet.«

Udover eksportaftalen har politkerne også landet en aftale om markedsføring af Danmark som turistdestination, målrettet turismen i Hovedstaden. Det skal sætte gang i trafikken i Københavns Lufthavn samt genetableringen af kritiske flyruter.

Venstres repræsentanter ved aftalen peger især på, at markedsføringen af Danmark er vigtig.

»Vi er i Venstre tilfredse med, at der er bred opbakning til Venstres forslag om genstartsteams for dansk eksport. 800.000 danske arbejdspladser udspringer af eksporten. Samtidig glæder det os, at vi har været med til at sikre midler til blandt andet at styrke markedsføringen af Danmark som destination både i Danmark og på nærmarkederne, herunder Tyskland, Norge og Sverige samt at der gives en særlig håndsrækning til hovedstadens turisme. Aftalen i dag er et skridt i den rigtige retning, men der er brug for yderligere initiativer for at sikre både eksporten og turismen i denne COVID19-krise,« siger Torsten Schack Pedersen og Anni Matthiesen.

Ifølge aftaleteksten eksporterer danske virksomheder varer og tjenester for mere end 1.200 mia. kr. om året og understøtter i omegnen af 800.000 danske job.

BRANCHENYT
Læs også