Verdensstjerne fik dansk brillemærke til at storsælge
I september lancerede det danske brillemærke Christopher Cloos en kollektion med NFL-ikonet Tom Brady. Det har mangedoblet omsætningen og baner vejen for nye samarbejder med superstjerner.
Det er tilsyneladende ikke en helt dum idé at hyre en verdensstjerne som reklamesøjle for sit produkt.
I hvert fald har det danske brillemærke Christopher Cloos set salget eksplodere, efter virksomheden i september lancerede et samarbejde og en kollektion med NFL-ikonet Tom Brady, som er den spiller i historien med flest Super Bowl-sejre.
Over natten steg omsætningen med 1.600 pct. for Christopher Cloos. Siden har salget fundet et lidt mindre eksplosivt niveau. Men Christopher Cloos forventer, at selskabets omsætning i 2020 vil være 50 pct. bedre, end hvis Tom Brady ikke havde været med. Endda selvom Brady kun er en del af Christopher Cloos i tre måneder af året.
Omsætningen i brilleselskabet var i 2019 i underkanten af et tocifret millionbeløb og forventes i 2020 at blive på et pænt tocifret millionbeløb.
Det fortæller Julius Langkilde, adm. direktør i Christopher Cloos og største aktionær i virksomheden med en ejerandel på 39 pct.
»Jeg ville gerne have en global og inspirerende figur ind, som passede til virksomhedens fortælling. Vi synes, at Tom Brady matchede det meget godt. Så prøvede vi at få ham med ombord, og det lykkedes, hvilket har været en sjov, nervepirrende og surrealistisk oplevelse,« siger han.
Det hele begyndte i foråret 2019. Julius Langkilde udfyldte en forespørgselsformular på Tom Bradys agents hjemmeside. Agenten vendte tilbage. Halvanden times snak over telefonen førte til fem møder på den amerikanske øst- og vestkyst, inden Julius Langkilde i februar blev inviteret hjem i Tom Bradys penthouse i New York.
Julius Langkilde præsenterede idéen, Tom Brady fik lov til at tegne nogle briller, og kemien var så god, at samarbejdet blev en realitet.
Men hvad så med den økonomiske del af sådan et samarbejde, for en verdensstjerne må da ikke være helt billig?
»Der har været både investorer og långivere inde over for at løfte den økonomiske del af samarbejdet med Tom Brady,« siger Julius Langkilde, der ugentligt er i kontakt med Tom Brady over Whatsapp eller Zoom.
Grundet fortrolighedsklausuler må han ikke afsløre, hvordan aftalen er skruet sammen økonomisk for Tom Brady. Men han kan dog sige, at aftalen løber foreløbigt over tre år. Planen er, at aftalen har betalt sig selv hjem i det sidste halve år af den treårige periode. Altså at Christopher Cloos har tjent mere på samarbejdet, end den har brugt på at betale Tom Brady.
NFL-ikonet er formentlig heller ikke den eneste verdensstjerne, der vil være i folden i Christopher Cloos, som arbejder på at få et navn mere ind, som rykker noget globalt.
»Hvis vi skal slå igennem med vores fortælling, er vi nødt til at være ambitiøse. Missionen er at beklæde en million ansigter med vores briller senest i 2025,« siger Julius Langkilde.
Christopher Cloos har netop åbnet sin første fysiske butik i København. Målet er at åbne flere butikker i de kommende år, så virksomheden selv kan eje sin værdikæde.
Derudover arbejdes der i øjeblikket på at få nye investorer ind i Christopher Cloos. Inden året er omme skal selskabet have rejst 10 mio. kr. i kapital.
Er planen så at sælge Christopher Cloos på et tidspunkt?
»Vi er stadig tidligt på rejsen, så projektet er ikke, at vi sælger virksomheden i morgen. Men vi lytter altid, og man ved aldrig, hvad der sker i fremtiden,« lyder det fra Julius Langkilde.
Christopher Cloos havde i 2019 et underskud efter skat på knap 1 mio. kr. Forventningen er, at selskabet kan få sit første overskud i 2022.