Danske aktier sætter rekord for året
Det danske aktiemarked går på weekenden med en solid stigning, der bringer C25-indekset på rekordniveau for året.
Med flere opjusteringer som rygvind slutter det danske eliteindeks C25 på rekordniveau fredag eftermiddag.
C25-indekset lukker i 1565,08, svarende til en stigning på 1 pct. over dagen.
Det er ikke mindst den danske børs’ største aktie, Novo Nordisk, der med en stigning på 3,3 pct. trak markant op.
Forklaringen er en opjustering af forventningerne.
Det samme gjaldt Pandora, der fredag steg 17 pct. til kurs 571.
Allerede torsdag præciserede selskabet, at det nu venter en negativ organisk vækst for hele året på mellem 14 og 17 pct. mod før en negativ organisk vækst på mellem 14 og 20 pct. Samtidig blev prognosen for driftsresultatet filet op til en EBIT-margin på 17,5-19 pct. mod før 16-19 pct.
Lån & Spar Bank opjusterede forventningerne til 2020-resultatet efter skat til 130-150 mio. kr. fra tidligere ventet 90-120 mio. kr.
GN Audio skruede også op for ledelsens forventninger til resultatet for hele året. Selskabet forventer nu en driftsmarginal på ”mere end 21 pct.” mod tidligere ”mere end 20 pct.” Samtidig løftes forventningerne til omsætningen til en fremgang på ”over 35 pct.” mod tidligere ”over 25 pct.”
Også DSV Panalpina opjusterede. Prognosen lyder nu på et driftsresultat før særlige poster på mere end 9.250 mio. kr. Før lød prognosen på et interval på 8.200-8.700 mio. kr. Men investorerne syntes ikke, det var værd at fejre. Selskabets aktie faldt fredag marginalt med 0,2 pct.
Men ikke desto mindre signalerer opjusteringerne, at der er en bund under de høje danske aktiekurser, der fredag satte rekord for 34. gang i år, ifølge Ritzau Finans.
»Med det, vi har set i dag, så viser det bare kvaliteten, der er blandt de danske selskaber. Vi har det bedst performende aktiemarked i verden i år, og det er der nok en grund til,« siger Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans.


