Twitter strammer reglerne under præsidentvalg
Den sociale medievirksomhed Twitter vil gøre op med misinformation og virale hits under det amerikanske præsidentvalg. Derfor sætter mediet nu begrænsninger for sine brugere.
Den sociale medievirksomhed Twitter ændrer regler for, hvordan virksomhedens brugere kan dele indhold på den sociale platform under det amerikanske præsidentvalg.
Det sker for at forhindre, at brugere på mediet udpeger en vinder af præsidentvalget før den endelige afgørelse er klar. Ligesom medievirksomheden med de nye tiltag vil forsøge at mindske misinformation og muligheden for, at enkelte opslag eller personer bruger platformen til at påvirke det amerikanske valg, skriver flere udenlandske medier - heriblandt BBC.
Ifølge mediet har Twitter bl.a. meddelt, at samtligt brugere, der hævder en sejr i det amerikanske valg, før den har fundet sted, vil få et advarselsmærkat tilføjet på deres profil og blive henvist til den officielle valgside.
Derudover vil det sociale medie også ændre den måde, som brugerne kan dele indhold på under valget.
Det betyder, at brugere, som vil dele indhold delt af en anden under valget, vil blive bedt om at ”citere” opslaget og tilføje egne kommentarer eller tanker, før det deles på Twitter.
»Selvom det giver ekstra arbejde for dem, der ønsker at retweete, håber vi, at det vil få flere til at overveje, hvorfor de deler et tweet og øge sandsynligheden for, at folk tilføjer egne ranker, refleksioner eller perspektiver til samtalen,« har Twitter udtalt ifølge BBC.
Twitter oplyser desuden, at mediet vil fjerne indhold, der opfordrer til indblanding i valgresultatet fx gennem voldelige handlinger eller misinformation.
Efter planen træder de nye ændringer i kraft den 20. oktober i år og vil gælde »indtil slutningen af valgugen«.
Twitter har tidligere oplyst, at sikkerhedsrutinerne for kendte politikere, valgkampagner og journalister forud for præsidentvalget bliver skærpet. Ligesom også forsvaret mod hackere vil blive opgraderet.
I den forbindelse oplyste sikkerhedsteamet hos det sociale medie, at det vil indføre mere avancerede systemer, som efter planen skal opdage mistænkelig aktivitet.






