Dansk keramiker fortsætter med at tjene millioner
Den danske designer Anders Arhøj leverer endnu et millionoverskud i sin virksomhed Studio Arhoj.
Farverige vaser, sjove figurer og et utal af finurlige kopper og potteskjulere har vist sig at være en indbringende forretning for den danske designer Anders Arhøj, der gennem de seneste år har skabt sig et unikt keramikunivers gennem virksomheden Studio Arhoj, der holder til i København.
Virksomhedens seneste regnskab for den skæve regnskabsperiode 2018/2019 viser nemlig, at det endnu en gang er lykkedes den farverige keramiker at levere et millionstort overskud i virksomheden, der blev stiftet i 2005.
Ifølge regnskabet for Arhoj ApS lyder overskuddet denne gang på over 2,4 mio. kr. efter skat, hvilket er det højeste overskud i selskabets historie.
»Jeg har hele tiden troet på, at hvis produkterne skiller sig nok ud, skal forhandlerne nok få øje på én. Vi har været enormt heldige med, at butikker verden over har vist interesse,« har Anders Arhøj udtalt til Finans i forbindelse med regnskabet 2017/2018.
Her lød overskuddet på 2,2 mio. kr. efter skat, mens bruttofortjenesten lød på 6,7 mio. kr.
Også her overskrider det populære brugskunstfirma i seneste regnskab resultatet fra året forinden.
Ifølge det seneste regnskab lyder bruttofortjenesten for 2018/2019 på knap 7,5 mio. kr., mens egenkapitalen lyder på knap 2,6 mio. kr.
Anders Arhøj har tidligere udtalt, at keramik ikke er noget, »man tjener særlig meget på«, og derfor har han også tidligere understreget, at det er nødvendigt at sælge store mængder for at skabe de millionoverskud, som virksomheden de seneste to år har haft.
Arhoj ApS beskæftiger over 10 medarbejdere, og virksomhedens keramik kan findes i over 200 butikker på verdensplan.
Ifølge Anders Arhøj vil Studio Arhoj fokusere på det japanske og amerikanske marked, hvor virksomheden i forvejen har et stigende antal ordrer gennem sin webshop.

