Ikea vil tilbagekøbe møbler og sælge dem som genbrug
Ikea tager skridtet videre i sin bæredygtighedsstrategi og vil i gang med at sælge sine egne møbler som genbrug.
Snart kan briter og irere købe brugte Ikea-møbler hos den svenske møbelkæde.
I forsøget på at blive mere bæredytig lancerer Ikea et initiativ, hvor koncernen tilbagekøber brugte Ikea-møbler og sælger dem billigere til nye kunder.
Det skriver The Guardian.
Tidligere har Ikea meldt ud, at man vil give kunderne mulighed for at lease møblerne. Initiativerne kommer i kølvandet på, at forbrugere er blevet mere bevidste om at købe bæredygtige produkter.
Derfor har virksomheder som Ikea, der er blomstret på baggrund af brug-og-smid-væk-kulturen, i stigende grad skullet gentænke deres forretningsmodeller.
I forbindelse med genbrugsinitiativet kan folk, der afleverer deres brugte møbler hos Ikea, få op til halvdelen af originalprisen tilbage. Det afhænger dog af, i hvor god stand møblet er. Værdien får kunden i form af en voucher, som kan bruges i Ikea-butikkerne.
Ikea forsøger at omkalibrere forretningen, så den er bæredygtig i 2030. Det handler både om at blive CO2-neutral, men også om at blive fuldt ud cirkulær, hvor alle materialer bliver genanvendt.




