Erhverv

Konkursramte Hertz fordobler aktiekurs i kølvandet på gigantlån

Biludlejningskoncernen Hertz har sikret sig et lån på over 10 mia. kr., og det har midt under forhandlingerne om en rekonstruktion sendt aktiekursen op med omkring 100 pct.

Hertz-aktien får luft under vingerne efter adgang til milliardlån. Foto: John Amis/AP

Efter et strabadserende år for Hertz’ investorer har aktien pludseligt taget et kæmpehop på knap 100 pct.

Kursstigningen kommer i kølvandet på, at det kriseramte biludlejningsselskab har arrangeret et lån på 1,65 mia. dollars, svarende til 10,5 mia. kr. af nogle af selskabets kreditorer.

Hertz har været i kapitalkrise, siden coronakrisen for alvor strammede sit greb om global turisme. I maj gik virksomheden i betalingsstandsning og søgte om retslig beskyttelse mod kreditorerne under de amerikanske Chapter 11- konkursregler.

Her er retten med til at udarbejde en rekonstruktionsløsning for virksomheden, i stedet for at kreditorerne lader den gå konkurs.

Den globale billeasingkæmpe vil bruge op til 1 mia. dollars af lånet på at købe biler i USA og Canada og reservere op til 800 mio. dollars til arbejdskapital og generelle udgifter.

Investorerne har i skrivende stund sendt Hertz-aktien i vejret med 97 pct., men i løbet af fredagen har kursstigningen været helt oppe på 180 pct.

Til trods for springet er aktien fortsat presset i bund i forhold til, hvor den lå i begyndelsen af året. Siden januar er Hertz-aktien faldet med 87 pct. - og på fem år er kursen drattet med 97 pct.

Den tidligere største investor i Hertz, den kendte aktivistinvestor Carl Icahn, solgte i maj sin aktiepost på 39 pct. i selskabet med et betydeligt milliardtab.

BRANCHENYT
Læs også