Erhverv

A.P. Møller Holdings nye rådgiver er en af de mest feterede i dansk erhvervsliv

Den afgående adm. direktør i Ørsted, Henrik Poulsen, er et scoop for A.P. Møller Holding, mener headhunter.

Tidligere adm. direktør i Ørsted, Henrik Poulsen, er er en feteret herrer i dansk erhvervsliv. Foto: PR

I første omgang blev det ikke til en ny direktørstilling i toppen af dansk erhvervsliv til afgående adm. direktør i Ørsted, Henrik Poulsen, der i midten af juni lagde sin opsigelsesseddel på Ørsted-bestyrelsens bord.

I stedet har A.P. Møller Holding nu offentliggjort ham som ny seniorrådgiver i A.P. Møller Holdings investeringsafdeling, hvor han skal rådgive selskabet om investeringer i langsigtede, bæredygtige virksomheder.

»Jeg synes, det er et godt match. Det er en ekspert på det, han skal arbejde med, og det er godt set af A.P. Møller,« siger John Lohff, der er partner i Lohff Management, som har mange års ekspertise i vurdering af kandidater på topdirektør-niveau.

Det er ifølge John Lohff en eftertragtet herre, A.P. Møller Holding har fået fingrene i.

»Han er absolut eftertragtet. Han er en af de mest feterede i dansk erhvervsliv,« siger han og tilføjer, at Henrik Poulsen kan bidrage med sin viden om forretningsområderne energi og klima, mens A.P. Møller Holding også kan se frem til at få profit af hans omfattende netværk og generelle dygtighed.

Ifølge eksperten i ”headhunting” på direktørniveau går Henrik Poulsen ind i et job, der er et par steps nede af rangstigen set i forhold til den stilling, han bestred som adm. direktør i Ørsted. Det betyder færre penge og mindre tid i rampelyset.

»Det er et lavere og mere usynligt job, og det handler helt sikkert ikke om penge, for han har allerede tjent kassen. Men det handler nok mere om, at han prøver at se fremad i livet og på eksistensen generelt,« siger John Lohff, der betegner Henrik Poulsen som et scoop for A.P. Møller Holding.

Det har ikke været muligt at få en kommentar på jobskiftet fra Henrik Poulsen.

BRANCHENYT
Læs også