Fortsæt til indhold

Henrik Poulsen skal rådgive A.P. Møller Holding

Afgående adm. direktør i Ørsted, Henrik Poulsen, skal rådgive A.P. Møller Holding om bæredygtige investeringer.

Henrik Poulsen opsagde sin stilling som adm. direktør i Ørsted midt i juni. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.
Karriere

Henrik Poulsen, der er afgående adm. direktør i Ørsted, har fundet ny arbejdsplads.

I fremtiden skal han som senior advicer bistå A.P. Møller Holding med nye investeringer i virksomheder, der fokuserer på omstillingen til et mere bæredygtigt samfund.

»Efter otte år med fokus på grøn energi er jeg glad for muligheden for også at komme til at arbejde med investeringer inden for andre områder og blive en del af A.P. Møller Gruppens porteføljefornyelse, der bygger på en unik industriel styrke og dybt forankrede værdier,« siger Henrik Poulsen.

Hos A.P. Møller Holding er man også godt tilfreds med erhvervelsen af den nye senior advicer, der tiltræder 1. februar 2021.

»Jeg ser med glæde frem til, at Henrik bliver en del af vores team. A.P. Møller Holding ønsker at være en engageret ejer, der kombinerer samfundsudvikling og stærke værdier med langsigtet finansiel værdiskabelse. Henrik er en fantastisk leder og hans erfaring med at udvikle selskaber bliver meget værdifuld for vores gruppe,« siger Robert M. Uggla, adm. direktør i A.P. Møller Holding.

Henrik Poulsen opsagde sin stilling som adm. direktør hos Ørsted midt i juni, og som afløser fandt bestyrelsen i Ørsted den tidligere adm. direktør i Grundfos, Mads Nipper.

Tidligere har han være adm. direktør og koncernchef i TDC, opererende direktør direktør i Capstone/KKR, og han har desuden bestræden ledende positioner i Lego. Han sidder desuden i bestyrelsen i ISS A/S, Kinnevik AB og Bertelsmann SE & Co. KGaA.

A.P. Møller Holding er moderselskabet bag en gruppe af virksomheder som tæller blandt andet A.P. Møller - Mærsk, Danske Bank og Maersk Drilling.

Henrik Poulsen har ikke yderligere kommentarer.

Artiklens emner
A.P. Møller Holding
Ørsted