Erhverv

10.000 ladestandere til elbiler er på vej

Flere virksomheder opruster med ladestandere rundt om i landet - det lige fra tankstationer til elselskaber. Nu melder selskabet Clever sig med en storstilet plan.

Clever med adm. direktør Casper Kirketerp-Møller i spidsen er klar til at investere stort i mange flere  ladestandere. Foto: Clever

Der skal fart på udrulningen af ladestandere til elbiler rundt om i landet. Derfor vil Clever, der er en af de store ladeoperatører, tredoble det danske antal af offentlige ladepunkter til elbiler inden 2025.

Det skriver Berlingske onsdag aften.

Mediet fastslår, at Clever, som nu har 1.300 offentlige ladepunkter landet over, vil øge det til mindst 10.000 inden 2025. Dermed er der tale om mere end en tredobling af de i alt 3.000, som aktuelt er i Danmark på tværs af alle udbydere.

»Danskerne skal ikke være bekymrede for at købe en elbil. Det siger vi klart ved at folde vores planer ud for Danmark og vise, at vi vil bidrage ambitiøst til omstillingen af transporten. Markedet skal nok klare infrastrukturen, så længe politikerne sikrer, at det er attraktivt for forbrugerne både at købe og oplade en elbil,« siger adm. direktør i Clever, Casper Kirketerp-Møller, til Business.

Meldingen kommer netop, mens der er politiske forhandlinger i Folketinget om en transportaftale.

Også en række andre aktører på markedet for elbiler er i gang med en oprustning. Eksempelvis er flere af kæderne bag tankstationer i færd med at lade op på den front.

Finans skrev for en måned siden, at bl.a. DCC Energi, som driver Shell-stationerne i Danmark, er klar til at investere, så snart politikerne er klar med en aftale for elbilernes fremtid.

»Vores investering kommer til at afhænge af, hvad vi ser på medium og lang sigt af kommercielle muligheder. Det er vigtigt at vi har nogle ordnede rammevilkår i forhold til hvad vi kan forvente os af elbilerne i de kommende år,« sagde Søren Møller Maretti, retaildirektør i DCC Energi til Finans.

Blandt de andre aktører er Circle K, som allerede har ladestandere og anden infrastruktur på tankstationerne i Norge. Og nu følger Danmark efter.

»Vi tror på, at den bedste måde at udbrede en elbilkultur er, at der skal være tilgængelighed. Vi vil gerne være drivkraften i den grønne omstilling, og når man tænker Cicle K, så er det ikke kun brændstof i traditionel forstand, men det er også ladestandere til elbiler,« sagde Dennis Bylov Dalgaard, kommunikationschef hos Circle K, til Finans tidligere i oktober.

BRANCHENYT
Læs også