Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Regeringen lover mere hjælp til coronaramte virksomheder

Regeringen har fredag indført skrappere restriktioner, der vil ramme danske virksomheder. Derfor lover finansminister Nicolai Wammen også at øge adgangen til støttepakker.

Corona rammer verden
Finansminister Nicolai Wammen (S) lover at lette adgangen til hjælpepakker.. 

En betydelig stramning af forsamlingsreglerne kommer til at ramme danske virksomheder - ikke mindst restauranter - hårdt.

Derfor er regeringen indstillet på at øge støtten til erhvervslivet.

Det sagde finansminister Nicolai Wammen på regeringens pressemøde fredag aften.

»Når restriktionerne rammer flere, vil vi også sikre, at vi kan hjælpe - ved at forlænge og udvide adgangen til hjælpepakker,« sagde Nicolai Wammen.

Udover forsamlingsreglerne vil regeringen indføre restriktioner på adgangen for arbejdstagere fra udlandet til danske arbejdspladser. Ifølge Finans’ oplysninger drejer det sig bl.a. om, at man for at få adgang til sin arbejdsplads skal fremvise en negativ covid-19, test, der ikke er mere end 72 timer gammel

»Der er virksomheder, der er pressede, og vi ved, det kan virke som stor mundfuld. Men hvis vi ikke gjorde det, risikerer vi at se ind i en situation, hvor vi må tage endnu mere drastiske skridt i brug,« sagde finansministeren om regeringens samlede nye coronarestriktioner.

Udover de skærpede forsamlingsregler har regeringen besluttet frem til nytår at forbyde salg af alkohol fra butikker og kiosker efter kl. 22. Desuden skal man bære mundbind på offentlige indendørs steder. Restauranter og barer vil også fortsat skulle lukke kl. 22. Desuden forlænges opfordringen til at arbejde hjemme.

Regeringen vil også skærpe kontrollen ved grænserne.

I Horesta vil man gerne kvittere for, at regeringen er klar til at udvide og forlænge støtteordningerne.

»Men vi har brug for en mere langsigtet løsning og ikke bare endnu en forlængelse. De rer stadig nogle af vores medlemmer, som fik godkendt støtte i hjælpepakkerne fra f.eks. august, og som stadig ikke har fået pengene. Vi er nødt til at have en langsigtet plan,« siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i hotellernes og restauranternes interesseorganisation Horesta.

I interesseorganisationen DI tror man, restriktionerne vil få enorm betydning for erhvervslivet.

»Men vi er lettede over, at man anerkender behovet for at holde virksomheder og institutioner og skole åbne i forhold til, at virksomhederne kan opretholde driften, fordi de ansatte ikke vil være så hårdt ramt som i foråret,« siger Lars Frelle-Petersen, medlemsdirektør i Dansk Industri.

»Vi må bero os på myndighedernes vurdering af, om det er nødvendigt med så indgribende tiltag for at holde smittespredningen i skak. Men det er godt nok meget omfattende restriktioner, som regeringen indfører resten af året,« siger han.

Også i den anden store interesseorganisation, Dansk Erhverv, er man bekymret for konsekvenserne. Man efterlyser desuden en større gennemsigtighed.

»I Dansk Erhverv har vi længe efterspurgt en større gennemsigtighed i restriktionerne – både når det kommer til forudsigelighed for virksomhederne, når smitten går den gale vej, men også større transparens i logikken bag restriktionerne og ikke mindst hvilke parametre, vi styrer efter. Derfor opfordrer vi regeringen til at følge anbefalingen fra Det Økonomiske Råd, der konkret handler om at reducere erhvervslivets og befolkningens usikkerhed.,« udtaler Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv.

BRANCHENYT
Læs også