Bravo Tours reddet fra konkurs: "Det er en kæmpe forløsning"
Det danske charterselskab er blevet købt ud af det konkurstruede moderselskab. Ejerne er danske med direktøren og Sunway Group i spidsen.
Rejseselskabet Bravo Tours har fået nye ejere og undgår derved en konkurs.
»Det er en kæmpe forløsning og en vanvittig stor glæde for mig, at jeg nu kan præsentere Bravo Tours med et nyt ejerskab. Vi har formået at få skabt et både stærkt økonomisk fundament og en god ejerkreds, så vi også i fremtiden kan sikre ferieglæden for 100.000vis af danske gæster,« siger Peder Hornshøj, adm. direktør i Bravo Tours.
Ejerkredsen bag Bravo Tours kommer til at bestå af tre aktionærer: Selskabet PH Bravo med Peder Hornshøj i spidsen, I dette selskab har Bravo Tours’ salgsdirektør, Gitte Søndergaard, også en aktiepost.
Dertil et selskab under Mads Bygballe Christiansen, der i dag er ejer og stifter af Sunway Group i Århus, som består af ni rejseselskaber
Derudover er det islandske selskab Solbjarg også med i den nye ejerkreds, men det er foreløbigt kun i en overgangsfase.
»Solbjarg havde til formål at sikre, at Bravo Tours kom på gode hænder, og derfor er de med i ejerkredsen lige nu. De forventer at trække sig ud på sigt, når tiden igen er moden til det,« siger Peder Hornshøj.
Han tilføjer, at flere har været interesserede i at overtage Bravo Tours.
»Det har været de mest hektiske 14 dage i hele mit liv. Vi ved, at, der har været mange interesserede købere derude,« siger Peder Hornshøj.
Bravo Tours, der i flere år har været ejet af TravelCo Nordic, har været igennem en turbulent periode.
Først måtte selskabet tage et enormt tab på flyselskabet Primera Airs konkurs. Siden blev flere nordiske rejseselskaber fusioneret ind i selskabet med store tab til følge.
Desuden har Coronakrisen sat rejselskabet under yderligere pres. Det betød, at TravelCo Nordic for ca. 14 dage siden måtte gå under rekonstruktion, hvor man forsøger at indgå aftale med selskabets kreditorer om gælden eller at sælge dele eller hele selskabet.
Regnskabet fra Travelco Nordic for 2019 viste et rekordstort og »stærkt utilfredsstillende« underskud efter skat på 206 mio. kr. Det slog bunden totalt ud af egenkapitalen, der ved regnskabsårets afslutning var negativ med 191,8 mio. kr., og gælden i selskabet er i omegnen af 430 mio. kr.