Erhverv

Storentreprenøren Bach Gruppen ramt af ny uheldig sag

Har opdaget at kunder er blevet bevidst overfaktureret for beton.

Juridisk direktør Martin Rasmussen og adm. direktør Lene Christensen foran billede af det højhusbyggeri på Amager, som har gjort Bach Gruppen til centrum for den måske største byggeskandale i nyere tid. Foto: Joachim Ladefoged

Den jyske storentreprenør bag det skandaleramte højhusbyggeri på Amager er blevet ramt af en ny uheldig sag. Men til forskel fra skandalen om den underlødige beton under et 86 højt tårn på Amager er det denne gang Bach Gruppen selv, der har opdaget problemet.

»En række kunder på Sjælland er blevet bevidst overfaktureret for leveret beton. Der er ganske enkelt blevet leveret mindre beton til dem, end de har betalt for. Vi har nu kontaktet dem enkeltvis for at betale pengene tilbage,« siger juridisk direktør Martin Rasmussen fra Bach Gruppen.

Ifølge adm. direktør Lene Christensen er fire tidligere medarbejdere - herunder den forhenhværende direktør for storentreprenørens sjællandske betonafdeling - meldt til politiet for blandt andet overfakturering af kunder. Beløbet fra svindlen er ifølge Lene Christensens vurdering gået til at fore egne lommer.

»Vi er chokerede, vrede og kede af det. Vi er blevet ført bag lyset af en direktør og medejer, som vi stolede på, men som det nu har vist sig, har svindlet os alle,« siger Lene Christensen.

Ifølge Martin Rasmussen drejer sagen sig om fire kunder, der hver er blevet snydt for over 100 kubikmeter beton og yderligere to, som har betalt for over 20 kubikmeter mere, end de har modtaget.

Vi er chokerede, vrede og kede af det. Vi er blevet ført bag lyset.

Lene Christensen, adm. direktør, Bach Gruppen

Detaljerne er kommet for dagens lys som en del af en omfattende undersøgelse af den sjællandske betonafdeling, hvor der er hyret kræfter ind udefra - herunder Forensic Services fra revisionsfirmaet Deloitte, der har gennemtrawlet mere end 1,2 millioner e-mails, logfiler og andre dokumenter.

Ifølge selskabets juridiske direktør er svindlen foregået ved, at betonbiler er blevet sendt ud til kunder med lidt mindre mængder beton end bestilt, men med en tilhørende følgeseddel på den bestilte mængde.

»Det står opgjort på en lidt sindrig måde, hvor der for eksempel står, at kunden har modtaget 7,5 kubikmeter beton med en efterfølgende parentes indeholdende 0,3 kubikmeter. Og desværre viser vores undersøgelser, at det sidste tal står for den del af ordren, som aldrig blev leveret,« siger juridisk direktør Martin Rasmussen.

BRANCHENYT
Læs også