Erhverv

"Dansk" Tesla-konkurrent tæt på milliardindsprøjtning

Fisker Inc. kan være børsnoteret i morgen og prale af en kontantbeholdning på mere ned 1 mia. dollar.

Danske Henrik Fisker får mere end 1 mia. dollar at gøre godt med i forsøget på at tage kampen op med Tesla.

Elbilfirmaet Fisker Inc. er ved at køre ind i kurslisterne på New York-børsen gennem en såkaldt bagdørsnotering, og nu lyder det i en meddelelse, at pengekassen fyldes ret pænt op, så Fisker kan sætte sin elbil i produktion.

I meddelelsen fremgår det, at Fisker Inc starter livet i kurslisterne med mere end 1 mia. kr. på kistebunden og ingen gæld. Det skal finansiere firmaets udviklingsaktiviteter såvel som produktionsopstarten af SUV’en Fisker Ocean i fjerde kvartal 2022. Fisker offentliggjorde forleden, at en stor canadisk underleverandør til bilindustrien, Magna, kommer til at stå for produktionen.

»Fisker-transaktionen forventes at give Fisker rigeligt med ressourcer til at eksekvere på næste del af forretningsplanen, som er skabt af Henrik og teamet,« siger Geoffrey Strong, formand og CEO for Spartan og en del af ledelsen i kapitalfonden Apollo, i meddelelsen.

Spartan er et såkladt blank check company, også kaldet et special purpose acquisition company (SPAC).

Det er et børsnoteret selskab uden aktiviteter men med en solid kontantbeholdning, som er sat i verden for at overtage og altså børsnotere et privatejet selskab. Dermed kan et selskab skyde genvej til børsen ved at undgå den langsomme og dyre børsnoteringsproces.

I dette tilfælde har Spartan altså valgt at satse på Fisker Inc, der har en ambition om at blive en væsentlig spiller på markedet for elbiler. Firmaet, som ledes af Henrik Fisker, har imidlertid lang vej igen.

Produktionen af Fisker Ocean ligger som nævnt flere år ude i fremtiden, og derudover ser mange af de klassiske bilproducenter endelig ud til at have kastet sig ordentligt ind i markedet for elbiler.

Dertil kommer, at Tesla med en markedsværdi på knap 400 mia. dollar og omkring 15 mia. dollar på kistebunden har et betragteligt forspring.

»Sammen med den nylige annoncering af vores strategiske samarbejde med Magna bringer dagens meddelelse Ocean SUV et betydeligt skridt nærmere lanceringen,« siger Henrik Fisker, formand og CEO for Fisker, i en meddelelse.

Aktionærerne i Spartan skal i morgen, d. 28. oktober, stemme for eller imod købet af Fisker Inc. Hvis handlen går igennem som ventet, vil Fisker Inc. nogenlunde samtidig være børsnoteret.

For SPAC-investorer er historikken ret kedelig. Selskaber, som børsnoteres via en SPAC, har set over en bred kam klaret sig markant ringere end aktiemarkedet. Det skyldes måske ikke mindst, at processen er langt mindre krævende, og investorerne har ringere mulighed for at lave deres due dilligence af selskabet. Derfor er det da også ofte selskaber ala Fisker, selskaber uden omsætning, som vælger SPAC-vejen.

89 SPAC-børsnoteringer fra begyndelsen af 2015 og indtil juli 2020 havde i gennemsnit tabt 18,8 pct. af værdien Medianafkastet er endnu værre og lyder på minus 36,1 pct. ifølge Renaissance Capital, som er en leverandører af bl.a børsnoterede investeringsfonde, de såkaldte ETF’er.

BRANCHENYT
Læs også