Erhverv

Analytiker tror stadig på laks, selvom prisen er i bund

Prisen på et ferskt kilo laks har som konsekvens af coronakrisen ramt det laveste niveau i fem år.

Lakseselskaber er ifølge en analytiker stadig en god, langsigtet investeringsmulighed. Foto: Colourbox

Eksportprisen på et kilo fersk laks ramte fredag 48,04 norske kr., hvilket er den laveste pris for et kilo laks siden oktober 2015.

Prisen var knap to kroner lavere end ugen før.

»Prisen er lav i forhold til, hvad vi har været vant til i de senere år, og det betyder jo så, at lakseselskaberne performer dårligere,« siger Helge Larsen, lakseanalytiker og redaktør på Proinvestor, der dog ikke mener, at sektoren - trods den laveste laksepris i flere år - kommer i problemer.

»Prisen er lav - men ikke rigtigt lav. Den ligger et sted mellem 40 og 50 kroner for mellemstørrelseslaksen, og det er der rigtigt mange selskaber, der har det rimeligt komfortabelt med,« påpeger lakseanalytikeren.

Den helt oplagte forklaring på de lavere priser er coronakrisen, som har sænket efterspørgslen på laks markant grundet specielt mindre aktivitet blandt hoteller, restauranter og cateringvirksomheder, der normalt er storforbrugere af laks.

Et andet problem for laksesektoren er sværere muligheder for at få transporteret varerne ud i verden. De passagerflyvere, der normalt har laks liggende i bunden af maskinen på de lange flyveture, flyver ikke med samme frekvens som før krisen.

»Problemerne ligger i logistikken, og så er der selvfølgelig det med efterspørgslen fra hele det kommercielle marked,« siger Helge Larsen.

Trods lavere performance i aktieselskaberne er Helge Larsen stadig varm på sektoren, der ifølge ham er en god, langsigtet investeringscase. Udviklingen i lakseaktierne kommer til at være opadgående, så snart der kommer en vaccine mod covid-19.

»Allerede med en vaccine vil der komme liv i lakseaktierne, og ellers ser man jo frem til, at efterspørgslen stiger, når der kommer gang i restaurationslivet, hoteller, rejser og sådan noget,« siger Helge Larsen og fortsætter:

»Langsigtet er det stadig en helt fantastisk case, fordi der er stor efterspørgsel efter laks fra hele verden og fordi der ikke bliver udbudt så mange,« siger Helge Larsen, der selv har de tre selskaber Movi, Salmar og færøske Bakkafrost i porteføljen.

Det sidstnævnte selskab er dog den klare favorit.

BRANCHENYT
Læs også