Erhverv

Børnetøjshandler Marianne Hoffmann må finde andre veje ind i folks stuer

Coronakrisen har ændret på, hvordan succesfuld børnetøjsforhandler kan nå ud til sine kunder.

Marianne Hoffmann Dyrbøls Pompdelux er blevet tvunget at tage den digitale hoveddør ind i købernes hjem. Foto: Pompdelux

Børnetøjsvirksomheden Pompdelux har salg af børnetøj direkte i køberens hjem som den primære forretning. Men coronakrisen har tvunget den succesfulde virksomhed fra Aarhus til at tænke ud af boksen.

Pompdelux har i omegnen af 350 såkaldte freelance-konsulenter tilkoblet på de otte markeder, børnetøjshandleren beskæftiger sig på. Konsulenternes job består i at præsentere børnetøj for grupper af mulige købere til små events i eksempelvis købernes eget hjem.

Forsamlingsforbud og andre restriktioner har dog betydet, at konsulenterne nu har måttet finde nye måder, hvorpå de kan præsentere børnetøjet for køberne.

»Konsulenterne gør noget for deres egen lille forretning og tænker ud af boksen. De er mere digitale. Der er noget, vi har haft i pipelinen allerede inden coronaen, men det har helt klart fået et ordentligt skub, fordi vi har været tvunget ud i at prøve nogle ting af hurtigere, end hvad vi ellers ville have gjort,« siger Marianne Hoffmann Dyrbøl, der er stifter og direktør for Pompdelux.

De digitale events kan foregår på eksempelvis videotjeneste Zoom eller via live-sendinger fra det sociale medie Instagram.

»Generelt har forbrugeradfærden taget et kvantespring, som under normale omstændigheder måske havde taget mange år at udvikle. Det har tvunget virksomheder som vores og alle mulige andre ud i hurtigt at tænke i nye baner,« siger Marianne Hoffmann Dyrbøl.

I Pompdelux’s netop aflagte regnskab kommer virksomheden trods coronakrisen ud med et overskud på ni mio. kr., hvilket er cirka 700.000 kr. mere end i sidste regnskabsår.

Coronaen ramte dog bruttofortjenesten, der faldt med cirka 1 mio. kr. til lige knap 47 mio. kr.

At resultatet vækstede trods fald i bruttofortjenesten skyldes primært en strømlining af virksomhedens omkostninger til driften både før og under coronakrisen.

»Alle de omkostninger, hvor det har været muligt at gå ind og bespare i forhold til driften, har vi på bedste beskub fået trimmet til udover de tiltag, vi har lavet i forvejen med omstruktureringer og lignende,« siger Marianne Hoffmann Dyrbøl.

Egenkapitalen i Pompdelux lyder nu på knap 31 mio. kr.

Tidligere har direktøren udtalt, at der var interesse blandt kapitalfonde i at købe Pompdelux, men Marianne Hoffmann Dyrbøl afviste til den tid at skille sig af med det projekt, hun i sin tid var med til at starte, og salg af virksomheden er da heller ikke det, der er mest fokus på i øjeblikket.

»Man skal aldrig sige aldrig, men det er ikke det, der står højest på min ønskeseddel i øjeblikket,« siger direktøren.

BRANCHENYT
Læs også