Erhverv

Nye corona-tilbageslag jager en skræk i livet på erhvervslivets mindste virksomheder

Coronakrisen kommer til at gøre dybe indhug i de mindre virksomheder, viser nye tal. Samtidig er der bekymring over udsigterne til et 2021 med fortsatte corona-problemer.

Anette (tv.) og Dorte Aaskov, indehavere af tøjfirmaet Aaskov Modetøj, håber på, at danskerne snart igen får mulighed for at holde større fester og dermed også lyst til at købe pænt tøj. Foto: Aaskov

Coronakrisen vil ramme de små og mellemstore virksomheder hårdt, og med virussens genopblussen stiger bekymringen for, at problemerne fortsætter ind i næste år.

Det viser nye undersøgelser blandt de mindre virksomheder og reaktioner efter de seneste corona-opstramninger, der har udfordret en ellers spirende optimisme i erhvervslivet.

»Det gik i stå i foråret, hvor vi valgte at lukke ned i fire uger. Da vi åbnede igen, kom det fornuftigt i gang. Folk længtes efter at komme ud igen og var også købelystne. Vi vækstede faktisk lidt hen over sommeren, men nu er vi gået mod en mur igen,« siger Dorte Aaskov, der sammen med søsteren, Anette, ejer Aaskov Modetøj med 11 butikker i Jylland og på Fyn.

Vi tror på et fornuftigt forår, hvor der forhåbentlig kommer gang i festerne igen. Men det bliver svært at indhente det, vi har tabt.

Dorte Aaskov, indehaver, Aaskov Modetøj

En ny undersøgelse fra revisions- og konsulentfirmaet BDO blandt mere end 1.500 små og mellemstore danske virksomheder viser, at over 40 pct. af de mindre og mellemstore virksomheder venter et fald i omsætningen i år. Det står i kontrast til signalerne fra de større virksomheder, hvor mange trods coronakrisen har kurs mod fremgang i år, og en stribe af de børsnoterede selskaber på det seneste har opjusteret forventningerne til i år.

Samtidig venter knap 40 pct. af de mindre virksomheder, at coronakrisen vil påvirke omsætningen negativt i 2021.

»Dansk økonomi har udviklet sig langt bedre, end de fleste havde frygtet, men tallene viser, at der er en betydelig bekymring om, hvad fremtiden bringer. Og det er en bekymring, vi deler. Der er udsatte skatter og moms, og kan vi være sikre på, at der er likviditet til de betalinger? Begynder ordrerne at tørre ud for de eksportorienterede virksomheder?« siger Stig Holst Hartwig, adm. direktør i revisions- og konsulentvirksomheden BDO.

Evoca Nordic, der sælger kaffemaskiner og sidste år omsatte for 450 mio. kr., vil i år notere en nedgang i både omsætning og indtjening på 20-25 pct. i Norden. Det skyldes primært, at kunderne ikke har haft samme behov for at købe og vedligeholde automater, mens medarbejdere har været sendt på hjemmearbejde.

»Det er relativt nemt for en virksomhed at beslutte, at man lige afventer, hvornår en automat skal udskiftes, og at den lige kan holde et år længere,« siger Finn Kjærhus, adm. direktør, Evoca Nordic.

Tallene viser, at der er en betydelig bekymring om, hvad fremtiden bringer.

Stig Holst Hartwig, adm. direktør, BDO

Han vurderer, at stor usikkerhed om udviklingen i coronasituationen og effekterne på forretningen får mange virksomheder til at tøve med nyindkøb.

»Hvis man skal udskifte maskiner, hvor mange har man så brug for? Hvor der før var 100 pct., der hver dag mødte ind, er der fremover så kun 70-80 pct.?« siger Finn Kjærhus retorisk.

Målinger fra både BDO og erhvervsorganisationerne DI og SMVDanmark viser, at erhvervslederne generelt er blevet mere optimistiske de senere måneder, men at der stadig er negative forventninger til i år. Målingerne er foretaget, før regeringen i sidste uge igen skærpede coronarestriktionerne som følge af stigende smittetal.

Her og nu er meldingen fra en stribe virksomheder, at man fortsat har et optimistisk syn på de kommende måneder, men at der også er bekymring for udviklingen.

»Jeg tror, at folk vænner sig til at gå med mundbind og den hverdag, der kommer. Vi tror på et fornuftigt forår, hvor der forhåbentlig kommer gang i festerne igen. Men det bliver svært at indhente det, vi har tabt,« siger Dorte Aaskov fra Aaskov Modetøj.

En ny måling fra SMVDanmark, der er brancheorganisation for de mindre og mellemstore virksomheder, viser, at de mindre virksomheders vurdering af både Danmarks og deres egen økonomi er løftet fra bundniveauet tidligere på året, men at der stadig klart flere, der oplever tingene som forværret end forbedret. Særligt slemt står det til for eksportvirksomhederne, hvor tilliden til udviklingen er historisk lav.

»Hos mange af vores medlemsvirksomheder var optimismen så småt begyndt at vende tilbage. Dog har den seneste udvikling i smittetallet skabt bekymring. Særligt hos vores eksportvirksomheder samt medlemmer i oplevelsesindustrien, restauranter og hoteller, hvor mange er på økonomisk katastrofekurs,« vurderer SMVDanmarks cheføkonom, Mia Amalie Holstein.

Coronakrisen har gjort særligt ondt på visse brancher, bl.a. underholdnings- og rejseindustrien, mens virksomheder rettet mod hjem og byggeri kører i fulde omdrejninger. Også Fasterholt Maskinfabrik i Midtjylland, der producerer vandingsmaskiner til landbruget og i seneste årsregnskab nåede et bruttoresultat på 27 mio. kr., har haft fuld fart på gennem coronakrisen.

»Jeg forventer, at vi kan holde samme omsætning som i 2020. Det eneste problem, jeg kan se, er underleverandør-situationen i øjeblikket. Vores maskiner skal ud at køre til foråret, og produktionen kører for fuldt skrald nu, og vi skal have varer hjem. Der bliver vi ramt af længere og længere leveringstider,« siger Peter Flø Pedersen, direktør i Fasterholt Maskinfabrik.

BRANCHENYT
Læs også