Amerikansk restaurantgigant opkøber kendt donut-kæde i milliardhandel
Inspire Brands tilføjer Dunkin’ til sit bugnende portfolio af restaurantkæder.
Sandwich, burgere, hot wings, og nu også donuts og kaffe.
Det amerikanske holdingselskab Inspire Brands, der ejer restaurantkæderne Arby’s, Buffalo Wild Wings og Sonic Drive-in, opkøber Dunkin’-brandet i en handel til en værdi af næsten 56 mia. kroner.
Det skriver Reuters.
Hvis man medregner gæld, løber handlen op til en værdi af 72 mia. kroner.
Dunkin’ Brand Group driver både restaurantkæderne Dunkin’ Donuts og Baskin-Robbins.
»Vi er glade for at kunne bringe betydningsfuld værdi til vores aktionærer, der tror på, at Inspire Brands vil fortsætte med at øge væksten for vores franchise-restauranter, alt imens Dunkin’ og Baskin-Robbins vil bevare det, som gør dem unikke,« siger Dave Hoffmann, der er administrerende direktør hos Dunkin’ Brands, ifølge Reuters.
Der findes 12.900 Dunkin’- og 8.000 Baskin-Robbins-restauranter verden over.
Inspire Brands blev grundlagt af kapitalfonden Roark Capital i 2018. I forvejen har Inspire Brands 11.000 restauranter i sin portfolio.
I de seneste tre måneder har Dunkin’ - trods coronapandemien - øget sine salg, skriver CNN.
Dunkin’ Donuts blev grundlagt i 1950 i Massachussets.
I 2018 droppede Dunkin’ ordet ’Donuts’ i sit navn. Siden da har kæden brandet sig på mere på salg af blandt andet kaffe og bagels.
Kæden har også forsøgt at trænge inde på det danske marked. I 2015 åbnede kæden tre butikker i henholdsvis København, Roskilde og Odense.
I dag er der dog kun én butik tilbage, nemlig den der ligger på Københavns Hovedbanegård.