Fortsæt til indhold

Mesut Özil skal være strategisk rådgiver i finansbranchen

Den tyske fodboldspiller skal rådgive en amerikansk venturefond, der har fokus på start-ups fra udviklingslande.

Mesut Özil skal rådgive en amerikansk venturefond om investeringer i start-up-virksomheder fra udviklingslande. Fotop: AP Photo/Matt Dunham
Erhverv

Fodboldstjernen Mesut Özil, der er mest kendt for sine kreative boldevner på midtbanen for den engelske fodboldklub Arsenal, har fundet sig en ny karrierevej. Han skal til en venturefond.

Det skriver Bloomberg.

Ifølge Bloomberg skal den tyske fodboldspiller i fremtiden ej blot bruge sin kreativitet på grønsværen, men derudover også hos venturefonden Class 5 Global, der har hovesæde i San Francisco. Hos venturefonden skal han bestride en rolle som strategisk rådgiver, når mulige investeringscases skal vurderes.

»Jeg glæder mig til at forme og arbejde med den karriere, jeg skal have efter fodbold, alt imens jeg stadig er aktiv fodboldspiller,« siger Mesut Özil ifølge Bloomberg.

Fodboldstjernen var ifølge mediet allerede investor i Class 5 Global, der har over 100 mio. dollars under forvaltning, og som har hovedfokus på at investere i online start-ups i udviklingslande.

I sin aktive fodboldkarriere har Mesut Özil været forbi flere tyske klubber, det spanske storhold Real Madrid, og nu er han at finde i truppen hos engelske Arsenal. Undervejs har han været med til at vinde verdensmesterskabet i fodbold for det tyske landshold.

Sportstjerner, der engagerer sig i finansverdenen og i særdeleshed investeringer i start-ups, er ikke et helt nyt fænomen. Også stjerner som fodboldstjernen David Beckham, tennisspilleren Serena Williams og den tårnhøje basketspiller Kevin Durant er blandt dem, der har engageret sig i erhvervslivet, skriver Bloomberg.

Artiklens emner
Arsenal FC
Mesut Özil