Genmab fastholder forventningerne til året
Genmab fastholder forventningerne til omsætning og driftsresultatet i 2020 i regnskabet for tredje kvartal.
Toplinjen ventes stadig at lande på 9,25-9,85 mia. kr., og driftsresultatet ses ramme intervallet 5,35-5,95 mia. kr.
Genmab regner stadig med, at Johnson & Johnson vil lande et Darzalex-salg på 3,9-4,2 mia. dollar i 2020. Det vil give Genmab en royaltyindtægt på omkring 4075-4475 mio. kr.
Der ventes stadig driftsomkostninger på 3850-3950 mio. kr. i år.
Analytikere forudså forud for regnskabet en omsætning i 2020 på 9,6 mia. kr. og et driftsresultat, EBIT, på 5,7 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Prognosen inkluderer 4,4 mia. kr., eller næsten 90 pct. af forudbetalingen på 750 mio. dollar, som Genmab modtog i forbindelse med en stor partneraftale, selskabet indgik med Abbvie i juni. Den resterende del vil blive indtægtsført over de kommende år.
Salgsprognosen inkluderer også milepælsbetalinger og andre royalties på omkring 350-550 mio. kr. Dertil kommer refundering af udgifter som led i samarbejdet med Seattle Genetics og Biontech på omkring 475 mio. kr.






