Erhverv

Bestseller-milliardær scorer kassen på tyske drikkevarer

Direktøren for milliardærens investeringsselskab kalder det: »Ikke så ringe endda.«

Hvor meget, Anders Holch Povlsen præcist tjener på salget, vides ikke, men direktøren for Heartland mener ikke, "det er så ringe endda". Foto: Bestseller

Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen henter stor gevinst på salget af den tyske onlinehandelsplatform Flashenpost.de, der efter blot fire år er blevet solgt for 1 mia. euro til giganten Dr. Oetker.

Dette skriver Børsen.

Ifølge Børsen købte Anders Holch Povlsen for to år siden 10 pct. af den tyske virksomhed, og derfor havner 750 mio. kr. nu på kontoen i hans investeringsselskab Heartland, hvori investeringen ligger.

Hvor meget han for to år siden måtte slippe for de 10 pct. af Flaschenpost.de er ukendt, men til Børsen forklarer direktøren for Anders Holch Povlsens investeringsselskab Heartland, at gevinsten ikke har været helt til hundene.

»Det har ikke været så ringe endda. Det kunne godt tænkes, at vores aktiepost i Flaschenpost.de er blevet meget mere værd i den periode,« siger adm. direktør i Heartland Lise Kaae til Børsen.

Anders Holch Povlen er blevet en af Danmarks rigeste på millardkoncernen Bestseller, der sælger tøj i hele verden under forskellige brands.

Ifølge Bloombergs liste over verdens rigste er Anders Holch Povlsen den 257. rigeste i verden - kun overgået af Coloplat-milliardær Niels Louis-Hansen, der er nummer 225 på listen. Bestseller-ejerens formue er ifølge Bloomberg på knap 7,9 mia. dollars, hvilket svarer til knap 50 mia. danske kroner.

På det seneste har særligt milliardærens investeringer i de børsnoterede modeselskaber Asos og Zalando sendt pengekassen mod skyerne.

BRANCHENYT
Læs også