Ny rapport: Advokater hiver personlige millionlønninger hjem
Store summer til partnerne i landets advokatkontorer drives af unge kræfter længere nede i fødekæden, skriver Berlingske, og det er ifølge en advokat et stort problem for branchens integritet.
I en ny hemmelig rapport står det klart, at partnere i landets fem største advokatkontorer har lønninger, der ligger på linje, eller endda er højere end flere topchefer andre steder i erhvervslivet.
Det skriver Berlingske, som har fået adgang til den endnu ikke offentliggjorte rapport.
Ifølge mediet, så tikker der, for de bedst indtjenende partnere, i gennemsnit mindst 11,1 mio. kr. ind på bankkontoen hvert eneste år. Det dækker bl.a. over overskud i advokatkontorerne og almindelig løn.
Berlingske har talt med Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet. Han forklarer, at værdien for partnerne i advokatkontorerne landet over skabes via juristerne længere nede i fødekæden.
Advokat Kristian Elvang fra advokatkontoret Elvang & Partnere er kritisk over for netop den model.
»Man sætter de unge kræfter i advokatfirmaet under et ekstremt pres med høje performancemål. Samtidig stilles de med partneroptagelse en økonomisk gulerod i udsigt svarende til at vinde topgevinsten i lotto en til to gange om året 25 år i træk. Men hvordan kan en branche, hvor virksomhedskulturen og forretningsmodellen lægger folk under højt pres, troværdigt sige, at hver enkelt advokat er uafhængig og til enhver tid vil sætte sin klients interesse højest? Det hænger ikke sammen,« siger Kristian Elvang til Berlingske.
Finans lavede tidligere i år en opgørelse over topcheferne i erhvervslivets lønninger for 2019. Her ligger partnerne i de fem største advokatkontorer omkring lønniveauet hos det børsnoterede ISS’ tidligere topchef, Jeff Gravenhorst. Finans’ opgørelse viser desuden, at de 17 virksomheders samlede udgifter til den adm. direktør i 2019 er steget med 13 pct.




