ALK vil have GN Hearing-topchef og biotekdirektør i bestyrelsen
Allergivaccineselskabet ALK Abelló vil udvide sin bestyrelse med to nye medlemmer, der begge er direktører i danske selskaber.
Det drejer sig om Gitte Pugholm Aabo, der er administrerende direktør for høreapparatselskabet GN Hearing, og Bertil Lindmark, der er direktør for forskning og udvikling i det danske biotekselskab Galecto, der i sidste uge blev børsnoteret i USA.
De er begge blevet indstillet som nye, uafhængige medlemmer af bestyrelsen til selskabets næse generalforsamling, der afholdes næste år.
- Jeg er sikker på, at deres erfaringer i life science-sektoren samt deres forretningsmæssige baggrund vil være en stor fordel for ALK.
- Vi nærmer os slutningen af ALK’s treårige transformationsperiode, og ALK står på tærsklen til et nyt, vigtigt kapitel i selskabets udvikling – med fokus på fortsat vækst, lønsomhed og udnyttelse af sin stærke platform til at forfølge nye initiativer, siger Anders Hedegaard, der er bestyrelsesformand for ALK, i en meddelelse.
Anders Hedegaard var tidligere administrerende direktør for GN Hearing, og efter at han valgte at forlade selskabet, tog netop Gitte Pugholm Aabo over.


