Fortsæt til indhold

Tryg lancerer 'omsorgsforsikring' til ældre

Torsdag morgen meldte Tryg på banen med en forsikring til ældre – målrettet deres børn. Forsikringen dækker 'omsorg' for den ældre, og det møder kritik.

Hos Tryg Forsikring har man fundet det nødvendigt at lancere en omsorgsforsikring til ældre - målrettet deres børn. Arkivfoto.
Erhverv

»Danmarks første velfærdsforsikring til ældre.«

Tryg Forsikring har nu kommercialiseret ældreplejen yderligere. Med et splinternyt produkt tilbyder forsikringsselskabet nu omsorg til de ældre på policeform. Det har Tryg offentliggjort i en pressemeddelelse.

Forsikringen er målrettet de voksne børn til deres ældre forældre, og meningen er, at den kan købes som supplement til den kommunale ældrepleje, da den primært dækker den ældre efter sygdom og ulykker.

»Danskerne bliver ældre, og gruppen af borgere over 80 år forventes at vokse med 150.000 fra 2018 til 2028. Det svarer til knap 60 procent flere end i dag. Samtidig er antallet af danskere med kroniske sygdomme stigende. Det vil øge presset på det offentlige inden for sundheds- og plejesektoren. Den opgave vil vi gerne hjælpe med at løfte, blandt andet med dette nye produkt,« udtaler Johan Kirstein Brammer, koncerndirektør i Tryg i pressemeddelelsen.

Forsikringen kommer både til at indeholde en ulykkes-, en sundheds- og en omsorgsforsikring, når den ældre er vendt hjem fra hospitalet efter en operation eller indlæggelse. Men hvad er en omsorgsforsikring, og burde det kommunale ikke kunne håndtere netop dette?

Berlingske har talt med en række politikere og interessenter om udmeldingen fra forsikringsselskabet. Netop omsorgsdelen af forsikringen sætter velfærdsordfører hos SF, Kirsten Normann Andersen, spørgsmålstegn ved.

»Der er et potentiale for at skabe et marked lige nu, fordi der er meget diskussion om, hvorvidt hjemmeplejen rækker til de behov, som man måtte have, når man bliver gammel og svækket på grund af sygdom. Jeg hører om rigtig mange mennesker, der frygter alderdommen, og at de en dag skal blive afhængig af hjemmehjælp eller et plejehjem. Det er stærkt problematisk og en af de udfordringer, vi bliver nødt til rette op på. Vores samfund burde være rigt nok til, at vi er trygge ved den fælles velfærd, som vi betaler til over skatten,« siger Kirsten Normann Andersen til Berlingske.

Gennemsnitsprisen ligger på cirka 190 kroner om måneden for hele pakken. Den faktiske pris afhænger af, hvilken kommune den ældre bor i, lyder det fra Tryg. Forsikringen dækker ligeledes privathospitalsundersøgelser og medicin til diagnosticerede sygdomme.

Artiklens emner
Ældrepleje
Tryg