Erhverv

Sylvester Stallone sælger ud af sin milliondyre ursamling

Det dyreste ur er vurderet til at skulle koste over fire millioner kroner.

Her ses Sylvester Stallone i rollen som krigsveteranen John Rambo i filmen ”Rambo: Last Blood”. Foto: Yana Blajeva/UIP

Sylvester Stallone, der er verdenskendt for sine hårdtslående præstationer i rollerne som blandt andet bokseren Rocky Balboa og krigsveteranen John Rambo, sælger ud af sin meget kostbare ursamling.

Dette skriver CNBC.

Der er tale om i alt fem ure, hvoraf det ene er af mærket Panerai, mens de resterende fire ure kommer fra det luksuriøse mærke Richard Mille, skriver CNBC.

Det potentielt dyreste ur, som Sylvester Stallone vælger at sætte på auktion, er et Richard Mille-ur model RM052-01, som har et kranie i midten. Uret er det 13. af i alt 30 eksemplarer, og ifølge auktionshuset Phillips, hvor urerne skal sælges, er det vurderet til en pris på mellem 350.000 og 700.000 dollars, hvilket svarer til mellem 2,2 og 4,4 mio. kr.

Et Richard Mille-ur af modellen RM 59-01, der er ét af i alt 50 eksemplarer, står desuden vurderet til mellem 300.000 og 600.000 dollars, mens de øvrige tre ure har en lavere vurdering fra auktionshuset.

Med alle urerne følger et håndskrevet brev fra den tidligere ejer, skriver auktionshuset.

Auktionen vil blive afholdt af Phillips Auctions den 12. december.

BRANCHENYT
Læs også