Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Problemramt selskab på børsen: Bestyrelsesmedlem trækker sig fra Waturu

Jes Nordentoft har besluttet sig for at forlade bestyrelsen i det problemramte greentech-selskab Waturu.

Holder Waturu vand?
Waturu blev noteret på vækstbørsen First North i maj 2019 og hentede i samme forbindelse 17,75 mio. kr. i ny kapital. Til højre ses Toke Reedtz, der er adm. direktør i Waturu. Foto: PR Waturu

Det omtridte greentech-selskab Waturu har fået endnu et problem at forholde sig til, efter at et af virksomhedens bestyrelsesmedlemmer har besluttet at trække sig.

Der er tale om Jes Nordentoft, der blev medlem af bestyrelsen i Waturu i december 2018, og som dermed har været med under børsnoteringen af selskabet i 2019.

Waturu havde fredag formiddag ikke sendt en børsmeddelelse ud om Jes Nordentofts afgang, og den fremgik heller ikke af CVR-registret, men Jes Nordentoft bekræftede den selv over for Finans. Han ville dog ikke kommentere sin beslutning.

Waturu oplyser i en selskabsmeddelelse fredag eftermiddag, at Jes Nordentoft udtræder af bestyrelsen den 25. november.

»Jeg stopper som medlem af bestyrelsen af personlige årsager og ønsker virksomheden alt det bedste,« udtaler Jes Nordentoft i meddelelsen, hvor selskabet samtidig oplyser, at bestyrelsesposten ikke vil blive genbesat i den resterende periode frem til selskabets generalforsamling.

Jes Nordentofts valg kommer, efter at Finans i de seneste dage bl.a. har kunnet fortælle, at Finanstilsynet undersøger, om Waturu har overholdt informationsforpligtelserne i forhold til at være noteret på First North, og om Waturu har manipuleret aktiemarkedet med sin kommunikation.

Sagen kan ifølge Finans’ oplysninger ende med at blive overdraget til politiet.

Firmaet har slået sig op på en miljøvenlig vandvarmer, men lanceringen er blevet udsat flere gange, og halvandet år efter børsnoteringen er det endnu ikke lykkedes at bringe den på markedet.

Tidligere på ugen kunne Finans fortælle, at storaktionæren Hebo Danmark har været så skuffet over udviklingen i Waturu, at selskabet har besluttet at sælge ud af sin aktiebeholdning.

Det er den vejlensiske Reedtz-familie, der står bag Waturu, og det er ikke familiens første forsøg på at bringe vandvarmeren på markedet.

Det har den forsøgt flere gange siden 2010, og som beskrevet af Finans har den undervejs trukket et spor af konkurser og retssager med investorer og en forretningspartner efter sig.

Efter noteringen strømmede det ud med positive meddelelser fra Waturu.

Ledelsen mente f.eks., at der var så store perspektiver i at udnytte teknologien i vandvarmeren til to nye forretningsområder, at de blev udskilt i to datterselskaber, Watgen Medical og Aquaturu, der skulle børsnoteres selvstændigt i 2020.

Aktiekursen bankede op. Kursstigningerne var så voldsomme, at aktien en kort overgang i december 2019 blev handlet til en pris, som gav Waturu en markedsværdi af 1 mia. kr.

Efterfølgende er de positive nyheder blevet afløst af mere negative nyheder. Produktionen er blevet forsinket, så der stadig ikke er et produkt på markedet, og de planlagte børsnoteringer af Watgen Medical og Aquaturu er blevet udskudt.

Udfordringerne har kunnet aflæses i aktiekursen, der er faldet med mere end 86 pct. siden årsskiftet.

Jes Nordentoft er til daglig direktør i isproducenten Kastbergs.

Bestyrelsen i Waturu består udover Nordentoft af bestyrelsesformand Thomas Høgh Marschall, Waturu-direktør Toke Reedtz, advokat Anders Skov og Bjørn Kaare Jensen, der udover at være præsident for den europæiske vandorganisation, EWA, også er konsulent i den statslige forsknings- og rådgivningsinstitution GEUS.

BRANCHENYT
Læs også