Fortsæt til indhold

General Motors tilbagekalder 69.000 elbiler

Bilproducenten General Motors tilbagekalder omkring 69.000 elektriske biler, efter flere af dem pludselig er brudt i brand.

Fejlen opstår ifølge General Motors, når elbilen skal lades op. Foto: Reuters
Erhverv

Den amerikanske bilproducent General Motors tilbagekalder knap 69.000 elektriske biler af Chervolet, efter at fem biler af modellen Chevrolet Bolt EV pludselig begyndte at brænde.

Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.

Ifølge mediet er bilerne produceret mellem 2017 og 2019 og tilbagekaldes, fordi der er øget risiko for, at elbilerne bryder i brand, når de lades op. General Motors oplyser, at brandfaren opstår, når bilernes batterier skal lades op til eller i nærheden af deres maksimalle kapacitet.

Derfor har den amerikanske bilproducent nu tilbagekaldt bilerne og udviklet software, der sikrer, at elbilerne fremover ikke kan oplades til over 90 pct. af kapaciteten.

Den amerikanske trafiksikkerhedsmyndighed NHTSA råder alle ejer af Chevrolet Bolt EV til at parkere udendørs med god afstand til bygninger, indtil fejlen er rettet.

General Motors rapporterede i juli om et stejlt fald i producentens salg i andet kvartal. Det skete som direkte konsekvens af den globale coronanedlukning.

Bilsalget faldt med 34 pct. til 492.484 køretøjer i kvartalet i forhold til andet kvartal sidste år, oplyste General Motors.

Efterspørgslen voksede dog i den sidste del af kvartalet, i takt med at restriktioner blev løftet.

Artiklens emner
Chevrolet
General Motors