Danish Crown taber på minksagen - kan ikke komme af med griseaffald
Formand Erik Bredholt vurderer ifølge Landbrugsavisen, at det kan komme til at koste 50 mio. kr. årligt for slagterigiganten.
Mens minkbønderne har oplevet en hæsblæsende tid med en nedlukning af erhvervet, har sagens negative konsekvenser også forgrenet sig videre ud i landbrugssystemet.
Slagterigiganten Danish Crown mister således muligheden for at afsætte affaldsprodukter fra grise til minkerhvervet, hvilket kommer til at koste slagterivirksomheden et tocifret millionbeløb i årlig indtjening.
Dette skriver Landbrugsavisen.
Normalt har Danish Crown kunne afsætte restprodukter som blod og kødrester til producenterne af minkfoder, men da producenterne af minkfoder lukker ned for produktionen, skal Danish Crown finde andre, der kan bruge restprodukterne. Dette kan dog blive svært.
»At minkavlerne er blevet lukket ned kommer til at betyde, at vi skal finde anden afsætning til det slagteriaffald, der gik i minkfoder,« konstaterer formand Erik Bredholt til Landbrugsavisen.
Han anslår, at det kommer til at koste Danish Crown i omegnen af 50 mio. kr. årligt, skriver Landbrugsavisen.
Foderproducenterne blev af åbenlyse årsager hårdt ramt, da det stod klart, at samtlige af Danmarks 1.100 minkfarme skulle slås ned. En af de ramte producenter af minkfoder var Holstebro Minkfodercentral, der fik kniven efter den politiske beslutning.
»Vi er ramt 100 pct. og har fået dødsstødet, så der er indledt en nedlukning af foderselskaberne. Den store opgave er at bremse vare-flowet, og der er udsigt til store tab. Mange af vores varer, som er på lager, eller råvarer, vi ikke kan bremse rent kontraktmæssigt, kan ikke bruges andre steder,« sagde Birger Primdahl, formand for andelsselskabet Holstebro Minkfodercentral og sammenslutningen Dansk Pelsdyr Foder, for knap to uger siden til Finans.

