De kreative firmahandler blomstrer efter coronanedlukning
Efter en katastrofal opbremsning under coronakrisen er der igen kommet gang i virksomhedshandlerne. Ejerne er blevet betydeligt mere kreative, når de skal have en ny aktionær ind i firmaet eller sælge en luns af det.

De økonomiske trængsler efter coronanedlukningen i foråret har bragt betydelig kreativitet ind i markedet for firmahandler og aktietransaktioner.
Mange virksomheder vil enten af nød eller lyst gerne have kapital ind i virksomheder og sætter godbidder til salg i markedet.
»I urolige perioder er der mange distressed assets, altså aktiver som virksomheder sælger ud af eller søger partnere til, fordi de er nødt til det af økonomiske årsager. F.eks. virksomheder, der har for meget gæld. Men aktiverne kan sagtens være af fin kvalitet,« siger Anders Fæste, managing partner i konsulentkoncernen Boston Consulting Group, BCG.
Man forsøger at dele den usikkerhed, der er.
Netop fordi ejerne ikke har lyst til at sælge hele virksomheden, er der markant flere handler af mere kreativ karakter.
»En tendens i de senere år, som er blevet forstærket i 2020, er, at mange foretrækker alternative handler frem for egentlige overtagelser. Man vil altså hellere eje en minoritetsandel eller indgå et joint venture eller en alliance. De alternative handler udgør nu 35 pct. af M&A (køb og salg af virksomheder, red.) mod før 20 pct.,« siger Anders Fæste,
Tendensen bekræftes af Oaklins, som også rådgiver virksomheder i forbindelse med handler.
»Langt de fleste handler er fortsat en virksomhed eller investor, der overtager 100 pct. af en anden virksomhed. Men vi oplever en mere kreativ tilgang, hvor sælger måske beholder en mindre aktiepost, eller man aftaler en delvist udskudt betaling, der er betinget af de fremtidige resultater. Man forsøger at dele den usikkerhed, der er,« siger Daniel Sand, managing partner i Oaklins.
At der er så relativt mange handler hænger i den grad også sammen med, at der er rigtig mange penge i lommen på både virksomhedsejere og investorer. De negative renter gør, at alle er på udkig efter afkast, og det kan man få ved at købe sig ind i en god virksomhed.
Samtidig er det muligt for de pengestærke at fiske i rørte vande, fordi coronakrisen har påvirket markederne og økonomierne så voldsomt.
»Vi har dokumenteret gennem årene, at de bedste virksomhedshandler, altså de handler, der har skabt mest værdi for køber, historisk er indgået på tidspunkter med relativt høj usikkerhed i og omkring recessioner. I de perioder har der været mulighed for at finde gode aktiver,« siger Anders Fæste fra BCG.
Jeg tror ikke, vi får indhentet det forsømte i år.
I 1. halvår faldt både mængden og værdien af danske fusioner med 37 pct., fordi coronausikkerhed fik mange til at lægge aftaler på is eller udskyde dem.
Tilsvarende faldt prisen på virksomheder fra 13,8 gange virksomhedens driftsindtjening til 10,5 gange. I de første otte måneder af 2020.
Men det er vendt. Det kan bl.a. Kirk Kapital mærke. At købe sig til minoritetsposter i gode virksomheder er netop pengetankens grundlæggende strategi.
For mindre end to uger siden skød Kirk Kapital et trecifret millionbeløb ind i Dansk Træemballage for en 40 pct. ejerandel.
»Aktiemarkederne er flot tilbage fra før corona, og det betyder, at konkurrencen om de såkaldte ”gode aktiver” er hård, og prisen er derefter,« siger Kim Gulstad, adm. direktør i Kirk Kapital.
Kommer I til at indgå flere handler i år?
»Vi har dialoger, som vi håber vi kan afslutte inden årets udgang – eller som kan fortsætte ind det nye år,« siger Kim Gulstad.
Kirk Kapital er ejet af Kirk Johansen-familien, der blev købt ud af Lego i 2007.
Umiddelbart kan den netop indgåede Nets-handel trække den samlede volumen for det nordiske marked godt op. Italienske Nexi vil købe Nets for små 60 mia. kr.
Men målt på de samlede aktiviteter bliver det meget svært at indhente alt det forsømte i 2020.
»Efter det kraftige fald i foråret har vi set en klar stigning i handler i Danmark. Men jeg tror ikke, vi får indhentet det forsømte i år. Vi har f.eks. ikke set andre af de helt store såkaldte megahandler på 10 mia. dollars og derover, som kan trække det nordiske marked op,« siger Anders Fæste.
Samme prognose sidder man med i Oaklins.
»Efter en sommer og et efterår med høj aktivitet er vi nu på kvartalsbasis på niveau med sidste år. Det er tvivlsomt, om markedet for hele året vil nå samme høje antal transaktioner som sidste år, men målt på værdi vil vi nok komme tæt på,« siger Daniel Sand.
Og så vil det fortsætte ind i 2021, spår BCG.
»Jeg tror, vi vil se en masse M&A-aktivitet fra f.eks. kapitalfondenes side, men også industrielle købere i en lang periode endnu,« siger Anders Fæste.