Erhverv

Historisk chokoladefirma frygter butikslukninger

Chokoladefirmaet Sv. Michelsen Chokolade frygter at måtte lukke flere butikker som følge af coronakrisen.

Arkivfoto: Sv. Michelsen Chokolade

Det kendte danske chokoladefirma Sv. Michelsen Chokolade frygter, at flere af firmaets egne butikker må dreje nøglen om, hvis ikke coronakrisen udløser en klækkelig huslejerabat.

Sv. Michelsen Chokolade, der har eksisteret i 87 år, har i dag seks chokoladebutikker herhjemme.

Alene i år har chokoladefirmaet måttet lukke to, og flere nedlukninger kan være på vej, hvis ikke der bliver justeret på det generelle huslejeniveau i detailbranchen, skriver selskabets ledelse i det seneste årsregnskab, der netop er offentliggjort.

»Ledelsen forventer, at retailbranchen fortsat vil være udfordret, og forventer en tilpasning af huslejeniveauer generelt. Ledelsen forventer nedlukning af yderligere butikker, hvor dette ikke er en mulighed,« står der i regnskabet.

På trods af frygten for butikslukninger kommer selskabet ud af det skæve regnskabsår 2019/20 med skindet på næsen. Bruttofortjenesten lander på 18,1 mio. kr., hvilket kun er et mindre fald i forhold til forrige år, hvor det lå på 18,4 mio. kr.

»Covid-19-situationen har været udfordrende, ikke mindst grundet tvangslukningen af alle egne butikker i den vigtige påskesæson. Der er modtaget lønkompensation for perioden, men ikke yderligere hjælpepakker. Ledelsen anser årets resultat for acceptabelt givet omstændighederne,« skriver ledelsen om året.

Sv. Michelsen Chokolade har i dag en enkelt butik i Odense, mens de resterende fem er placeret i hovedstadsområdet. Derudover sælger virksomheden sin chokolade gennem omkring 250 specialforhandlere og delikatesseforretninger. Sv. Michelsen er desuden kongelig hofleverandør.

Sv. Michelsen Chokolade blev grundlagt i 1933 af den konditoruddannede Svend Erik Michelsen, der efter få år udelukkende satsede på chokoladeproduktion.

Ledelsen forventer, at det kommende regnskabsår vil ende med et »forbedret positivt resultat«, selv om fremtiden er behæftet med stor usikkerhed på grund af coronapandemiens indvirkning på økonomien.

BRANCHENYT
Læs også