Erhverv

Subway Surfers bliver stadig downloadet én million gange – om dagen

Interview: Mobilspillet Subway Surfers er det største danske spilhit nogensinde. Det fortsætter med at tjene penge hjem til spilfirmaet Sybo, otte år efter lancering, og kan nu leve i årtier, mener Sybos direktør.

Efter forsøg med at udgive andre spil, fokuserer Sybo nu endnu mere på Subway Surfers-spillet, der har vist sig at være meget langtidsholdbart, siger Mathias Gredal Nørvig, direktør for Sybo. Foto: Stine Bidstrup

Han løber og løber, mellem tog og forhindringer, og det har han gjort i over otte år.

Men mobilspillerne over hele kloden er ikke blevet trætte af Subway Surfers-spillet og den kasketklædte hovedperson Jake. Spillet er nu blevet downloadet over tre milliarder gange, hvilket gennem årene har givet indtægter på langt over en milliard kroner.

»Subway Surfers klarer sig fantastisk, og spillerne elsker stadig spillet. Det er ikke bare det mest downloadede spil nogensinde, det fortsætter også med at være det. I en uge i august var vi det mest downloade spil i USA,« fortæller Mathias Gredal Nørvig, adm. direktør for Sybo.

Corona-nedlukninger har givet ekstra medvind, ligesom i resten af spilbranchen, men først og fremmest handler det om et stabilt, højt niveau, som måske ikke er i nærheden af de helt vilde første par år efter lancering, men stadig rammer et niveau, som sikrer Sybo en solid, fast indtægt.

Sybo
  • Stiftet af Bodie Jahn-Mulliner og Sylvester Rishøj Jensen i 2011. De ejer stadig Sybo sammen og er selskabets kreative ledelse.
  • Sybo står bag spillet Subway Surfers, som blev udviklet i samarbejde med Kiloo. Siden har Sybo udgivet spillet Brides of Brim samt en række aktiviteter omkring Subway Surfers-spillet, for eksempel en tv-serie.
  • Over 90 ansatte, og samlet 140 hvis man regner Funday Factory med, som Sybo i 2019 købte 39 pct. af.
  • Efter tre regnskabsår med et samlet overskud før skat på næsten en halv mia. kr. vendte billedet i 2017, og i 2018 var der underskud. Det skyldes store investeringer, forklarer Sybo.
  • Hver måned er der omkring 100 millioner mennesker, der spiller Subway Surfers, og hver dag bliver det downloadet over én million gange. I perioder med corona-nedlukning steg antallet til halvanden million.

    »Det har fundet sit leje, som et solidt, populært globalt spil. Men vi kan se mange måder at løfte omsætningen på, og nu kan vi rykke hurtigere på gode ideer,« siger Mathias Gredal Nørvig.

    I dag styrer Sybo nemlig alt omkring mobilversionen af Subway Surfers, efter mange år hvor spilfirmaet Kiloo stod for det meste ’udenom’ selve spillet, inklusive hele distributionen. De to selskaber delte i de år indtægterne lige over, men den oprindelige aftale er udløbet og er afløst af en ny. Detaljerne ønsker de to selskaber ikke at fortælle om, men Kiloo er stadig involveret, bare i en anden rolle end før.

    »Vi fortsætter nu med at udgive Subway Surfers selv, og det er vi meget stolte over. Og så samarbejder vi stadig om produktet på nogle andre platforme end Apple og Android. Vi er lavet en aftale, som vi alle er glade for,« siger Mathias Gredal Nørvig.

    At Sybo har overtaget distributionen af spillet på de store mobilplatforme har også betydet, at der er mere direkte adgang til feedback fra spillerne, og så er der kortere fra tanke til handling.

    »Der er mange elementer i spillet, vi kan optimere yderligere. Så kan vi teste noget og tage en beslutning samme eftermiddag. Det giver også udviklerne mere blod på tanden,« siger Mathias Gredal Nørvig.

    Subway Surfers-universet er gennem årene blevet holdt ’friskt’ ved for eksempel at lave udgaver, der hyldede bestemte byer og lande i verden. Det seneste tiltag er kommercielle partnerskaber med kendisser som Tom Brady, en superstjerne fra amerikansk fodbold, der så kan indgå i spillet.

    En satsning på merchandise og animationsfilm som en ekstra kilde til indtægt har dog ikke udviklet sig så hurtigt som håbet.

    »Kurven har ikke været så stejl, som vi forventede, men vores ambitioner er uændrede. Vi har måtte erkende, at vi skal hen til målet på en anden måde. Vi har lavet ti episoder af vores animationsfilm, og de fik 150 millioner visninger på Youtube. Der har vi stadig kæmpehøje ambitioner,« siger Mathias Gredal Nørvig.

    Udover nye versioner af Subway Surfers, som kommer i en lind strøm, har Sybo også haft en satsning på andre spil. Den er lagt lidt på is nu, for det er svært at slå igennem med noget nyt, i et meget tætpakket spilmarked.

    »Her må vi også erkende, at vi måtte tage to skridt tilbage i forhold til markedet. De projekter, vi havde i 2018 og 2019, er nedprioriteret nu. Men vi har en masse assets (spilindhold, red.), som vi kan pakke ud, når markedet er mere klar til det,« siger Sybo-direktøren.

    Til gengæld har Subway Surfers-spillet vist sig så langtidsholdbart, at planen nu er at få andre spilfirmaer til at bygge nye typer spil med universet og figurerne fra Subway Surfers.

    Med så mange spillere på verdensplan gennem tiden, og nye spillere der kommer til hver dag, over otte år efter lanceringen af Subway Surfers, tror Sybo-folkene på, at de sidder med en succes, der kan køre videre i årtier. At spillet med andre ord har nået en kulturel kritisk masse nu.

    »Vores ambitioner er enorme. Vi tror på, at universet i Subway Surfers har en appeal og en viralitet, så det kan leve i mange generationer. Ligesom Hello Kitty eller Teenage Mutant Ninja Turtles, der har gentænkt sig selv og tilpasset sig nye tider,« siger Mathias Gredal Nørvig.

    BRANCHENYT
    Læs også