Erhverv

Millionoverskuddet hos landets største helsekæde er svundet helt ind

Ledelsen er tilfreds med resultatet, der blandt andet skal forklares med nye investeringer.

Helsekostkæden Helsam har præsenteret et årsregnskab med massivt dyk i virksomhedens overskud. Forklaringen skal findes i selskabets kraftige investeringer i blandt andet e-handel.
Foto: René Schütze.
SMV

Kraftige investeringer i e-handel er blandt forklaringerne på, hvorfor landets største helsekæde, Helsam, må vise et årsregnskab med massiv nedgang i overskuddet for 2019/20.

Årets resultat lander på et overskud på ca. 327.000 kroner mod et millionoverskud sidste år på lidt over 9 mio. kroner. Årsresultatet har dermed taget et gevaldigt dyk, der resulterer i et næsten indsvundet overskud.

Også et mindre fald er at finde i omsætningen, der i 2018/19 lød på 474,7 mio. kroner og i dette regnskabsår lander på 452,4 mio. kroner.

Derudover falder driftsresultatet fra 11,5 mio. kroner i 2018/19 til 5,3 mio. kroner i 2019/20.

Ifølge regnskabet skal tallene forklares med blandt andet nye investeringer heriblandt e-handel:

»Selskabet har i regnskabsåret realiseret et lavere bruttoresultat og resultat, hvilket skyldes dels implementering og etablering af yderligere e-handelsplatforme, dels strategiske beslutninger på kundesiden, samt påvirkninger fra restriktionerne som følge af Covid-19,« skriver ledelsen i årsregnskabet.

Selskabet har desuden fortsat sine investeringer i automatisering, ERP-system, Helsam-kæden og digitalisering samt udvidet antallet af fysiske butikker, så kæden nu består af 32 butikker.

Ledelsen er derfor ikke bekymret over udviklingen og »anser resultatet for tilfredsstillende«.

Ledelsen forventer, at selskabet i det kommende regnskabsår vil hæve sit bruttoresultat, selvom det fortsat vil være mærket af både driftsudgifter og afskrivninger som følge af nye investeringer.

Derudover har ledelsen svært ved at vurdere, om Covid-19 udbruddet vil få indflydelse på indtjeningen fremadrettet men er generelt positive:

»Ledelsen finder, at selskabet står godt rustet til fortsat vækst. Ledelsen forventer, at selskabet ved videreudvikling af Helsam-kæden og e-handel, og ved fortsat logistikoptimering og øget markedsføringsfokus, vil befæste og videreudvikle sin markedsposition,« skriver Helsam i regnskabet.

Kenneth Guldager kom til som adm. direktør ved udgangen af 2018, da selskabet netop havde leveret sit største driftsresultat i sin levetid.

Med sig tog han international erfaring fra blandt andet norske Serviteur, der producerer emballage til detailhandlen, og hvor Helsam-direktøren arbejdede med flere af de skandinaviske markeder.

BRANCHENYT
Læs også