Erhverv

Vil bygge fremtidens atomkraft: Kendte erhvervsfolk skyder millioner ind

Seaborg har fået ny ejerkreds og fået tilført over 100 mio. kr. i jagten på at bygge fremtidens atomreaktor.

Troels Schönfeldt står i spidsen for den danske atomkraft-virksomhed Seaborg, som netop har fået en stor kapitalindsprøjtning.
Foto: Stine Bidstrup

»Enhver idiot kan se, at vi står med det største problem i verdenshistorien.«

Sådan lyder det fra iværksætteren Troels Schönfeldt, når han italesætter verdens klimaforandringer, og hvorfor han vil lykkes med sin mission. At bygge næste generations atomkraft og få den udbredt i verden som én af de førende energiformer.

Fremtidens atomreaktor
  • Seaborg arbejder på at udvikle små såkaldt flydende salt-atomreaktorer, der er baseret på atomaffald, flydende salt og en særlig moderator, som gør det muligt at lave en særlig kompakt reaktor.
  • Reaktoren ventes at kunne være i en almindelig 20 fods container, vil kunne producere strøm nok til en større provinsby, men vil også kunne bruges til at producere fjernvarme eller til at drive store skibe frem.
  • Reaktorerne vil være mobile, og de vil kunne bruges som et supplement til andre vedvarende energikilder, som f.eks. solceller, når de er forhindrede i at levere energi.
  • Seaborg forventer ikke at kunne sælge reaktoren herhjemme. Til gengæld ser virksomheden et meget stort potentiale i blandt andet Sydøstasien.
  • Seaborg mener at have udviklet en reaktortype, der er mere sikker end de traditionelle atomreaktorer, fordi køling med flydende salt betyder, at reaktoren standser, hvis strømmen f.eks. går. Derfor kan den ikke nedsmelte.
  • Hvis der endelig skulle ske et udslip, vil radioaktiviteten ikke stige til vejrs i en dampsky, men bliver i salten, som blot vil blive til en krystallignende sten, hvis den kommer uden for reaktoren.

Drømmen prøver han at realisere gennem virksomheden Seaborg. Den danske atomkraft-virksomhed har netop fået nye prominente medejere ind i form af blandt andet Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og én af Europas førende tech-investorer Lukasz Gadowski, medstifter af madleveringskæmpen Delivery Hero.

De og den øvrige ejerkreds har nu lavet en kapitalforhøjelse på over 100 mio. kr. til Seaborg. Penge som skal bruges på flere ting, fortæller Troels Schönfeldt, medstifter af og adm. direktør i Seaborg.

»Vi skal hyre over 50 personer det næste halve år og har brug for at sætte det rigtige hold. Derudover skal vi have bygget et større laboratorium. Det bliver state of the art,« siger han.

Troels Schönfeldt fortæller, at det betyder meget at få profilerede erhvervsfolk som Anders Holch Povlsen og Lukasz Gadowski ind i ejerkredsen.

»Udover at de kommer med mange penge, giver de også netværk, åbner døre og kan bidrage med vigtig erfaring og indsigt. Det betyder meget at få den type investorer ind, for de kan virkelig hjælpe os med at skabe værdi, der er langt mere værd end de penge, som de kommer med,« siger han.

Atomkraft-iværksætteren fremhæver også, at de nye investorer begge har erfaring med at drive forretning i Asien, hvor Seaborg satser på at skabe sig et marked. Især Sydøstasien har virksomheden et godt øje til.

Konkret har Seaborg lavet vigtige partnerskaber med både atomindustri og skibsværfter i Sydkorea. Målet er, at de sammen skal levere omkring 7.500 atomreaktorer fra Sydkorea og til landene i Sydøstasien. Det forventes, at den første reaktor tages i brug i 2025.

»Hvis vi ikke får lavet den her form for atomkraft, brænder vi planeten af med energiformer som kul og gas. Man kan desværre ikke løse problemet med sol og vind alene alle steder,« siger Troels Schönfeldt.

På verdensplan fylder atomkraft ca. 5 pct. af verdens energiforsyning, mens fossile brændsler som kul, olie og gas fylder 80 pct. Det har ikke ændret sig i 25 år.

Seaborgs nye type atomreaktor kører på radioaktivt materiale, der er opløst i smeltet salt, og atomreaktoren kan være i en 20 fods container. Efter planen skal komponenter samles i Danmark, installeres og optankes på en flydende pram på et værft i Sydkorea og derefter sejles produktet til kunden, hvor kraftværket så vil blive tilsluttet og sat i gang. Så atomkraften opnås aldrig i Danmark.

Seaborgs atomreaktor bliver både mindre og langt billigere end traditionelle atomværker, vi kender i dag. På den måde kan Seaborg producere dem på samlebånd og eksportere dem − for eksempel til Sydøstasien.

I Kina har man også investeret stort i teknologien, og derfor er det Seaborgs forhåbning at blive den førende udvikler af den nye atomkraft uden for den kinesiske mur.

Seaborg har i øjeblikket 30 ansatte og hører hjemme på Nørrebro i København.

BRANCHENYT
Læs også