Erhverv

Valuta: Dollar svækkes ved udsigt til lempelig finanspolitik

Dollar er under pres tirsdag først på eftermiddagen, på nyheden om at den kommende amerikanske præsident, Joe Biden, forventes at få Janet Yellen som finansminister.

Janet Yellen har tidligere været direktør i Federal Reserve, den amerikanske centralbank, og har i den forbindelse tilegnet sig et ry for at føre en lempelig pengepolitik. Dertil har hun tidligere talt om den økonomiske ulighed i USA som en trussel mod de amerikanske værdier og landets fremtid.

- Vi har positive aktiemarkeder over en bred kam i forventning om, at Yellen også vil føre en lempelig finanspolitik, siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen til Ritzau Finans.

Han peger på, at dollar i den seneste tid som regel har været presset i defensiven, når aktierne er steget, mens den modsat er styrket og har været benyttet som en investorernes foretrukne sikre havne, når aktierne har været under pres som følge af coronakrisen.

Tirsdag er finansmarkederne dog generelt positive i håb om, at coronavacciner snart giver os hverdagen tilbage.

Tirsdag ved 13-tiden koster euro 1,1868 dollar mod kursen på 1,1817 dollar mandag eftermiddag.

Dollar viger også over for det britiske pund, der til gengæld ligger nogenlunde stille over for euro.

Der er dog ifølge Reuters voksende tro blandt investorer på, at Storbritannien og EU snart får enderne til at mødes og indgår en handelsaftale i forbindelse med brexit.

Euro ligger tirsdag ved 13-tiden i 0,8893 pund mod 0,8889 pund mandag eftermiddag. Der går 1,3350 dollar på et pund mod 1,3294 dollar mandag eftermiddag.

BRANCHENYT
Læs også