Erhverv

Goldman Sachs satser på Paris frem mod brexit

Storbanken Goldman Sachs satser nu mere på Paris i forsøget på at sikre, at kunder fortsat kan handle aktier, selv hvis brexit medfører udfordringer på den front.

Goldman Sachs vil flytte flere kræfter til Paris. Foto: Brendan Mcdermid.

Den amerikanske storbank Goldman Sachs er langt i processen med at få Paris til i hvert fald delvist at overtage fra London som stedet, hvor mange af kunderne kan handle aktier fra.

Goldman Sachs har nemlig ansøgt de regulatoriske myndigheder i Frankrig om tilladelse til at starte en ny handelsplatform op i Paris, Frankrig, kaldet Sigma X Europa.

Hovedformålet er at sikre, at selskabets kunder fortsat kan handle aktier fra selskaber placeret i EU, hvis et brexit uden en aftale på det område bliver en realitet.

Det skriver Bloomberg.

»Det er helt centralt for os at have kapaciteten til rådighed for alle vores kunder, således de er i stand til at kunne håndtere, hvad vi mener vil føre til et ændret likviditetsmæssigt landskab i Europa efter brexit,« siger Elizabeth Martin, Goldman Sachs, til mediet.

Goldman Sachs følger dermed rivaler som Cboe Europe og London Stock Exchange, når briterne ved et hårdt brexit mister den automatiske ret til at handle de fleste aktier i EU inden for blokken.

Elizabeth Martin tror på, at London vil miste størstedelen af sin handelsvolumen med aktier for selskaber i EU, hvor omkring en tredjedel af handlerne i dag finder sted i netop London.

BRANCHENYT
Læs også