Serier

Ruslands rigeste vil ind på verdens medicinmarked med lokalt udviklet coronamiddel

Det russiske medicinalselskab NPO Petrovax Pharm forsøger i øjeblikket at udvikle en coronavirus, der skal åbne døre til verdensmarkedet.

Corona rammer verden
Herlev Hospital intensiv afdeling med coronaindlagte patienter. Foto: Casper Dalhoff.

Ruslands rigeste mand vil med en lokalt udviklet coronamiddel sparke døren ind til det globale marked for lægemidler. Det skriver Bloomberg.

Vladimir Potanin ejer nemlig medicinalselskabet NPO Petrovax Pharm, der i øjeblikket forsøger at udvikle en et middel til behandling af Covid-19.

Midlet hedder Polyoxidonium og anvendes i dag bl.a. som behandling af luftvejsinfektioner og som en vaccinebooster.

I øjeblikket er Polyoxidonium i fase 3, den sidste inden et lægemiddel typisk godkendes, som behandling af patienter med coronavirus.

Nu skal skal studiet udvides til også at rekruttere patienter i Slovakiet.

»Dette er vores billet til eksportmarkederne,« siger Mikhail Tsyferov, adm. direktør i NPO Petrovax Pharm, til Bloomberg.

Han oplyser endvidere, at der forventes foreløbige resultater fra fase 3-studiet i februar, og at resultaterne vil blive publiceret i videnskabelige tidsskrifter.

I dag findes der ifølge WHO ingen godkendte lægemidler til behandling af Covid-19, efter af Verdenssundhedsorganisationen i sidste uge frarådede behandling af amerikanske Gileads middel remdesivir, der ellers er markedsført som Veklury.

På den positive side står, at en vaccine nu er tættere på at blive godkendt end nogensinde før.

Amerikanske Pfizer og tyske Biontech forventer nemlig, at de første amerikanske patienter kan få vaccinen allerede den 11. december 2020 - dagen efter, at den rådgivende komité under de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har diskuteret en anbefaling om en eventuel nødgodkendelse.

Udover Pfizer og Biotech er amerikanske Moderna og britisk-svenske AstraZeneca længst fremme i udviklingen af en vaccine. Alle tre vaccinekandidater har rapporteret foreløbige fase 3-data.

BRANCHENYT
Læs også