Disney fyrer flere - 32.000 mister jobbet
Der er krise i Disneys forlystelsesparker, og det kommer nu til at koste yderligere 4.000 medarbejdere jobbet.
Det står værre til end forventet.
Derfor er koncernen Disney nu nødt til at fyre i alt 32.000 medarbejdere, hvilket er 4.000 mere end først annonceret i september måned.
Årsagen er, at det som følge af den globale coronapandemi simpelthen ikke er muligt at få tilstrækkeligt mange mennesker ind i forlystelsesparkerne. Det skriver Reuters.
Fyringerne bliver effekturet i første halvår 2021, har koncernen oplyst i en meddelelse til det amerikanske børstilsyn, SEC.
Disney var i sidste måned nødt til at lukke Disneyland i Paris som følge af coronavirussens andenbølge.
I øjeblikket har parkerne åbent i Shanghai, Hong Kong og Tokyo.
Disney, der har skævt regnskabsår, kunne for et par uger siden offentliggøre årsregnskab. Her fremgik det bl.a., at omsætningen i fjerde kvartal faldt med 23 pct. til lige knap 93 mia. kr.
Disney+, der har taget kampen op på et stadig mere konkurrencepræget streaming-marked, har til gengæld oplevet kraftig vækst.
Den blev lanceret i november sidste år og kan i det netop afsluttede kvartal notere en fremgang på 28 procent i forhold til kvartalet før. Den har nu på globalt plan 73 millioner abonnenter.


