3Shape tager vigtigt stik i kampen mod amerikansk kæmpe
Vækstkometen 3Shape ligger i store juridiske slagsmål med amerikanske Align, og nu er der yderligere medvind til det danske selskab.
Den dansk vækstkomet 3Shape har taget endnu et vigtigt stik i det store juridiske slagsmål med amerikanske Align Technology.
Selskabet, der producerer digitale 3D-mundscannere til tandklinikker, har nemlig fået en dommers ord for, at den amerikansk kæmpe Align Technology ikke kan stoppe et søgsmål anlagt af 3Shape i USA.
Sagen handler om 3Shapes påstand om, at Align bevidst, og ulovligt, forsøger at holde konkurrenter ude af markedet.
Det oplyser 3Shape i en pressemeddelelse.
»I 3Shape mener vi, at denne afgørelse helt tydeligt viser, at vores påstand mod Align for monopolmisbrug giver mening. Aligns antikonkurrencemæssige adfærd er nødt til at stoppe, og vi er nu endnu mere fortrøstningsfulde, i forhold til at retten vil være enig med os i sin endelige dom,« udtaler Jakob Just-Bomholt, adm. direktør i 3Shape, i en forberedt kommentar.
Han tøver ikke med at sige, at det ser ud som, at Align Technology ikke ønsker, at hverken tandlæger eller patienter skal have flere valgmuligheder eller have mulighed for at spare penge.
»Selskabets eneste mål er at fastholde monopolet og bevare de høje marginer, som gavner selskabets aktionærer,« lyder det fra Jakob Just-Bomholt.
At de mange slagsmål med Align Technology har været bekostelige er helt entydigt, når man ser nærmere på 3Shapes resultater de seneste år.
Selskabet, der blev stiftet i år 2000, kunne i 2017 ifølge Børsen se på et driftsresultat på enorme 593 mio. kr., men så fik Align Technology tilsyneladende nok og indledte stribevis af juridiske slagsmål.
Siden er driftsresultatet dykket ganske markant. Først til 271 mio. kr. i 2018 og senest til 143 mio. kr. i 2019.
3Shape vandt for nylig den tredje patentsag på tre år i USA. I den forbindelse sagde Jakob Just-Bomholt til Børsen, at der fortsat var ni patentsager tilbage.