Erhverv

Kriseramte FCK henter ny sportsdirektør hos konkurrenter

Peter Christiansen, der indtil nu har været at finde på ledelsesgangene i aarhusianske AGF, bliver ny sportschef i FCK.

Peter Christiansen på træningsbanen med AGF-træner David Nielsen.

Den nu snart tidligere sportschef i AGF, Peter Christiansen, tiltræder senest den 1. april som ny sportsdirektør i F.C. København.

»Det er naturligvis vigtigt for os, at vi nu har fundet den rigtige person til jobbet, og vi har haft en fint forløb i forhold til at identificere både de nødvendige kompetencer og den rigtige kandidat til rollen. Det har vi fundet i Peter Christiansen, og vi glæder os meget til samarbejdet,« siger Formand i Parken Sport & Entertainment, Bo Rygaard, i en pressemeddelelse.

Peter Christiansen, der selv spillede i FCK fra 1999 til 2005 går efter eget udsagn ydmygt til opgaven.

»Det er selvfølgelig en kæmpe udfordring at komme til en klub som FCK med den historie og de forventninger, der følger med,« siger han og uddyber:

»Jeg vil gå ydmygt til opgaven, og jeg ser frem til i samarbejde med Jess Thorup og de dygtige mennesker omkring holdet med at udvikle klubben og få FCK tilbage til toppen.«

Nyheden kommer efter længere tids uroligheder i Parken Sport & Entertainment.

Økonomien skranter som konsekvens af blandt andet coronakrisen og manglende resultater. I tredje kvartal 2020 måtte selskabet således notere et minus på 26,8 mio. kr. Sidste år havde selskabet til sammenligning 100,3 mio. kr. i overskud i samme periode.

For året forventer Parken Sport & Entertainment et underskud på mellem 310 og 280 mio. kr. før skat, fremgår det af kvartalsregnskabet for tredje kvartal.

Derudover har organisationen mødt skarp kritik fra den tidligere træner Ståle Solbakken, der er dybt uenig i ledelsens begrundelse for fyringen af ham selv. Fyringen fandt sted for knap to måneder siden.

Indtil nu har den tidligere fodboldspiller William Kvist ageret midlertidig sportslig leder for FCK, men han er godt tilfreds med, at Peter Christiansen nu overtager posten.

»Han er en enormt hårdtarbejdende mand, der har taget sit vinderinstinkt med videre fra sin aktive karriere, og han har gennem mange år vist sine evner som en dygtig købmand,« siger William Kvist.

Anderledes nedtrykte er man hos AGF, hvor man er ked af at miste Peter Christiansen, der har været sportschef i klubben siden 2017.

»Vi er meget ærgerlige over, at Peter Christiansen har valgt at stoppe i AGF. Han har haft stor betydning for den sportslige fremgang, vi har oplevet de seneste år, og jeg vil gerne takke ham for den store indsats, han har ydet for AGF,« siger Lars Fournais, bestyrelsesformand i AGF A/S, der desuden meddeler, at adm. direktør Jacob Nielsen overtager Peter Christiansens opgave i AGF, indtil en erstatning er fundet.

BRANCHENYT
Læs også