Erhverv

Erhvervsstyrelsen tvinger Lundbeck til nedskrivning - koster 300 mio. kr. på driften

Medicinalselskabet Lundbeck er blevet tvunget til at foretage en ny nedskrivning for 2017.

Foto: Collage

Medicinalselskabet Lundbeck har fået et ordentligt rap over nallerne af Erhvervsstyrelsen, og det koster 300 mio. kr. på det forventede driftsresultatet i 2020.

Det oplyser Lundbeck i en meddelelse til Fondsbørsen.

Erhvervsstyrelsen har nemlig krævet, at Lundbeck foretager en nedskrivningstest af Rexultis produktrettigheder for 2017. Det er et lægemiddel til behandling af skizofreni og depression.

Baggrunden for påbuddet er, at Lundbeck tilbage i 2015 indregnede en nedskrivning af Rexulti-produktrettighederne på 5 mia. kr., hvilket påvirkede forsknings- og udviklingsomkostningerne.

Lundbeck har ifølge selskabet selv med jævne mellemrum vurderet grundlaget for denne nedskrivning og konkluderet, at servicepotentialet ikke er steget, og at der derfor ikke er noget grundlag for tilbageførsel af nedskrivningen.

Baseret på Erhvervsstyrelsens fortolkning af International Financial Reporting Standards (IFRS) er servicepotentialet steget, oplyser det danske medicinalselskab.

Lundbeck understreger, at man accepterer Erhvervsstyrelsens fortolkning, selvom det ifølge medicinalselskabets opfattelse er en ny dansk fortolkning af internationale regnskabsregler.

Lundbeck oplyser i samme ombæring, at de resterende forventninger til 2020 er intakte.

Det betyder, at selskabet fortsat venter en omsætning for året i niveauet 17,5-17,8 mia. kr. og et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på mellem 4,5 mia. kr. og 4,7 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også