Erhverv

Manchester United indleder efterforskning efter cyberangreb

Fodboldklubben Manchester United er fortsat hårdt ramt af et cyberangreb og indleder nu en større efterforskning.

Harry Maguire gjorde sig i sommeren uheldigt bemærket i Grækenland, hvor han var tilbageholdt i to dage efter et slagsmål. Til daglig er han anfører for Machester United, men har aldrig ramt det niveau, der fik klubben til at hente ham for en formue i Leciester. Foto: AFP.

Det er ikke kun inde på grønsværen, at den engelske fodboldklub Manchester United mildest talt er udfordret. Det gælder i den grad også uden for kridtstregerne, hvor et større cyberangreb delvist har lagt klubben ned.

Problemerne er fortsat så massive, at der nu er iværksat en egentlig efterforskning med hjælp fra Storbritanniens nationale center for cybersikkerhed (NCSC), skriver CNN.

»I kølvandet på det nylige cyberangreb på vores klub har vores IT-hold og eksterne eksperter sikret vores netværk og har gennemført efterforskninger,« skriver klubben i en mail til CNN.

Indtil videre er der ingen tegn på, at der er blevet stjålet data om f.eks. klubbens fans. Angrebet har derimod bl.a. betydet, at de ansatte i går aftes fortsat ikke havde adgang til deres e-mail.

Manchester United kan, som de seneste år fristes man til at skrive, slet ikke få spillet til at hænge sammen i den engelske Premier League.

Selvom flere konkurrenter, ikke mindst Chelsea, har rustet kraftigt op frem mod den igangværende sæson, gør det nok alligevel ondt på de fleste fans at se klubben indtage en lidet flatterende plads som nummer 10.

Også selvom holdet har en kamp i hånden i forhold til alle hold over i tabellen med undtagelse af Birmingham-klubben Aston Villa.

Lidt mere succes har klubben haft i Europa League, senest med en 4-1-sejr over Basaksehir. I øvrigt et hold, som selv den kriseramte danske klub FC København formåede at slå ud af sidste års Europa League.

BRANCHENYT
Læs også