Erhverv

Danmarks største skirejsekoncern er gået konkurs

Piste Group er gået konkurs, men ledelsen arbejder ifølge mediet Standby på en rekonstruktion.

Skiferie i Ischgl i Østrig kommer næppe til at blive aktuelt i vinterens sæson. Dertil er coronapandemien stadig alt for langt fra at være under kontrol. Foto: Arkiv.

Trods ihærdige forsøg på at finde en redningskrans er det ikke lykkedes, og Danmarks største skirejsekoncern Piste Group er gået konkurs.

Det skriver mediet Standby på baggrund af en pressemeddelelse fra koncernen.

»Det er med tungt sind, at vi må meddele, at coronakrisen har gjort, at Piste Group er så udfordret økonomisk, at vi må tage så drastiske skridt som at begære selskabet konkurs. Så længe vi ikke kan sende danskerne på ski, har vi ingen omsætning, og udsigterne til at vi kan få lov til det, er lange,« udtaler Casper Lykke Pedersen, formand for Piste Group og medejer, i en kommentar.

Det er imidlertid ikke den eneste skirejsekoncern, som er i store problemer.

I går kom det også frem, at Højmark Rejser i Ringkøbing i Jylland fyrer alle sine ansatte, efter at den kommende skisæson er i fare for aflysning på grund af coronasmitten.

»Da coronaen startede i foråret, var der to uger tilbage af vores sæson, så det var ikke dramatisk for os. Men som månederne er gået med udviklingen af coronasmitten, så sidder vi lige nu i en situation, hvor skirejser ikke er det, der bliver solgt allermest af,« sagde koncerndirektør Majbritt Jensen til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Udenrigsministeriets rejsevejledninger har lukket stort set hele verden, og på de fleste skisportssteder kan man ikke få sæsonen i gang, fordi smittetallene i lande som ikke mindst Italien og Østrig er for høje og giver lukkede pister.

Piste Group lover i pressemeddelelsen ifølge Standby, at alle de gæster, der har købt pakkerejser, vil få refunderet deres betalinger.

BRANCHENYT
Læs også